Ordene er skarpe fra erhvervsmanden Asger Aamund, når talen går på S og SFs såkaldte charmeoffensiv rettet mod erhvervslivet, hvor partilederne bl.a. vil mødes med en række erhvervsledere og drøfte indholdet af en erhvervspolitik, som beskrevet i Berlingske Business i dag.
- Det er spin og en iscenesættelse, så det skal se ud som om, at de har gode forhold til erhvervslivet, siger Asger Aamund om udspillet og kalder den røde blok desperat i forsøget på at overbevise vælgerne om, at de ikke er "erhvervsfjendtlige".
Og en løsning skal erhvervslivet kigge langt efter, mener Asger Aasmund.
- De har ikke løsningen på noget som helst. Det eneste de vil er at øge de offentlige udgifter og øge skatterne, og det er det rene gift for den danske vækst og velstand.
At nogle erhvervsledere stiller op, kan han dog godt forstå, specielt erhverv, der beskæftiger mange inden for LO-området, da de ifølge Aamund er nødt til at holde sig gode venner med Harald Børsting og Helle Thorning. Faktisk ville han også selv tage imod en invitation.
- Det ville da være en dårlig erhvervsleder, der ikke tager imod den invitation. Det ville jeg da også gøre. Men jeg tror ikke, de har noget at byde på. For dem er det for at få en photo-opportunity til at vise sig sammen med erhvervslederne og berolige vælgere ude i landet.
Bestyrelsesformand i DSV, Kurt Larsen, kalder offensiven for "opportunistisk".
- De vil sætte personskatterne op og kommer med en række andre afgifter, som alt andet lige vil gøre, at det bliver dyrere at drive virksomhed. Hvordan det skulle gavne erhvervslivet, er meget vanskeligt at forstå.
- Jeg tror ikke, det vil betyde noget, eller at ret mange erhvervsledere hopper på den, siger han og opfordrer til at lade blikket vandre mod vores naboer både i syd og nord.
For ifølge Kurt Larsen har både Tyskland og Sverige formået at gennemføre tiltag, der har skabt bedre konkurrenceevne.
- Svenskerne har sænket skatterne, de har holdt fast og haft en valgkamp, hvor de ikke lod sig friste til at love en hel masse til befolkningen.
Reformer er nødvendige
Og Danmark kommer ikke uden om skatten og reformer, hvis erhvervslederne kunne bestemme.
- Skatterne skal være lavere, så vores konkurrenceevne bliver bedre. Og så er der næsten ikke andet at sige, siger Kurt Larsen.
Ifølge Asger Aamund kræver det tre ting, hvis væksten skal tilbage og velfærdssamfundet i Danmark overleve. En skattereform med lavere indkomstskat på 40 til 45 pct. og en afskaffelse af både iværksætterskatten og multimedieskatten. En tung satsning på forskning, udvikling og uddannelse, samt en stor iværksætterfond, der kan investere aktier i nye iværksættervirksomheder.
- Der skal reformer til, som regeringen heller ikke har lyst til at gennemføre. Det er problemet: at hverken regeringen eller socialdemokratiet har lyst til at tage fat på det , der skal til for at skabe velstand og vækst, siger han.