Novo Nordisk afviser anklagerne.

Det skriver Politiken mandag.

- Skattekroner er nødvendige for at få samfundet til at køre. Derfor ses virksomheder, der går helt til kanten og udnytter systemet, i stigende grad som uansvarlige og usympatiske, vurderer brandingekspert i kommunikationsbureauet København, Sune Bang, over for Politiken.

Essensen af den komplicerede skattesag er, ifølge DR, at Novo Nordisk har flyttet patenter og andre produktrettigheder til blandt andet blødermedicinen NovoSeven samt væksthormonet Norditropin til Schweiz.

På den måde havner indtægterne fra de mest lukrative produkter i datterselskabet uden for de danske skattemyndigheders rækkevidde. Skat mener, ifølge DR, at overførslerne af produktrettighederne er prissat for lavt, og at den danske indtægt beløber sig på 22 mia. kr. højere, end Novo har opgivet. Derved er statskassen gået glip af 5,5 mia. kr., som Skat nu kræver, at Novo betaler.

I Novo Nordisk har man en anden opfattelse af skattesagen.

- Når du er en globalt opererende virksomhed med salg i mere end 100 lande, vil du altid have sager kørende med skattemyndighederne. Vi har skattesager i Danmark, og vi har sager i resten af verden. Men det er ikke et udtryk for, at vi på nogen måde snyder i skat, siger koncernens finansdirektør Jesper Brandgaard ifølge Politiken til DR.

/ritzau/FINANS