Fortiden. Hvad skal vi stille op med den? Skal vi dyrke den, skal vi skamme os over den, eller skal vi blot acceptere den? Der er flere skoler inden for håndtering af fortid. Men vi kan begynde med at slå fast, at med mindre man insisterer på at blive hængende i den, er den overstået. Og det er jo allerede meget godt, medmindre den spøger.

Har vi oplevet noget traumatisk i vort personlige liv, et overgreb, en katastrofe, er det naturligt at fortrænge, og det kan være en glimrende strategi. Når vi så er kommet til hægterne, dukker traumet op i bevidstheden igen, og vi bearbejder det.

Man kan også blive ved med at fortrænge. Sørge for, at der vokser hud og græs hen over smerten. Det kan sagtens anbefales, det kræver bare, at man ikke kommer i en situation, der trigger traumet og medfører, at man pludselig står angstsvedende og hyperventilerer i Irma, fordi der står en, i øvrigt pæn og fredelig herre i køen, der tilfældigvis lugter af den samme gyselige aftershave, som den, ham manden i bilen, som prøvede at forgribe sig på en, dengang i firserne, brugte. Så duer fortrængning ikke længere.

Så må man til psykolog. Helst en af dem, der koncentrerer sig om at få en på benene igen. Ikke en af dem, som synes, det kunne være spændende at se, om der skulle være ekstra snask fra barndommen, nu vi alligevel har proppen af. Nogle gange skal de døde have lov til at begrave de døde. Sommetider er der ar og smerter, som ligger nede i bunden af en skuffe, og der kan de blive liggende. Af og til er det befriende, at fortiden er fortid. Væk.

De nationale traumer

Men hvad stiller vi op med de store nationale traumer? Slaveriet, Den amerikanske borgerkrig, Holocaust? Skal vi fortrænge, forsøge at fjerne alle spor? Rette i gamle bøger? Fjerne statuer? Nedrive monumenter? Så kan vi jo passende starte med Det Hvide Hus, som delvis er bygget af slaver.

Og hvad med Akropolis? De, der bar sten og byggede templerne, fik pisk og deres liv var kort og blodigt. Colosseum blev brugt til grusomme gladiatorkampe. Hvad med vores kunst? Kan vi spille Holbergs komedier, når vi ved, at han tjente penge på slavehandel? Er det på tide at fjerne statuen foran Det Kongelige Teater og skabe et safe space, så vi ikke får forurenet en ellers dejlig teateraften? Skal vi rive palæerne i Frederiksstaden ned? Byggeri, finansieret af bloddryppende rigsdaler fra trekantshandlen.

Eller skal vi erkende, at det er vor fælles historie? At menneskeheden er på en lang udviklings- og dannelsesrejse, og at vi, hvis vi vil og strammer op, bliver klogere og sundere og kærligere, som tiden går? Vi holder ikke længere slaver. Vi slår ikke længere vore naboer ihjel, fordi de har et stykke jord, vi gerne vil have. I hvert fald ikke her i landet. Nogle steder gør man stadig og det tager tid at udfase. Vi er ikke kommet lige langt på civilisations- og menneskerettigheds-stigen, og det gør os hverken mere eller mindre værd som mennesker. Men det er rarere at bo i en kultur, hvor man anser det enkelte liv for dyrebart.

Vi kan evt. skrue en lille kobberplade med en disclaimer på vore monumenter og statuer. Vi kan skrive bag i bogen, at Astrid Lindgreen kaldte Pipis far negerkonge for at inkludere. Aldrig i livet gjorde hun det for at krænke nogen. Men vi må ikke redigere det væk. Vi må ikke fortrænge og lade som om, vi altid har vidst, hvad vi ved nu, altid har været nogle kærlige, kloge, civiliserede mennesker, for vi har været nogle krigeriske, blodtørstige banditter for ikke så længe siden. Vi er det stadig sporadisk på de sociale medier. Men vi må have lov til at fejre, at vi har udviklet os og stadig gør. Og det bliver svært at forklare de næste generationer, hvis vi sletter vores fortid.