På kortet ser den ikke ud af meget, Gribskov. Men så snart man bevæger sig gennem skovens dybe, stille ro, åbner der sig et kæmpe landskab af bakker, vandhuller og stisystemer.

Lige nu står områdets meterhøje træer og venter på varmere vinde og flere besøgende, for nu går skovsæsonen for alvor i gang. Og med årstidens naturlige ryk-ind af flora og fauna, følger også danskerne.

Fra midten af 1970erne er besøgstallet i landets skove steget med cirka ti procent, ligesom danskernes friluftsvaner er gået samme vej. Når mountainbike-vennerne skal udfordres eller hesten motioneres, søger vi mod skovområderne.

»Vi har oplevet, at publikum er blevet mere mobile. Folk kører gerne langt for at få en dagsoplevelse. Specielt dem, som gerne vil køre mountainbike eller ud med deres heste,« fortæller Tim Falck Weber.

Han er skovfoged i Nordsjælland, og i dagens anledning viser han os rundt i Naturstyrelsen Nordsjællands skovdistrikt. I hans grønne tjenestebil suser vi ad Gribskovs grusede stier og gennem det område, som snart skal inddeles i zoner.

For når brugen af skovene fortsat stiger, kræver det sit, hvis besøgene skal ske på alles præmisser.

»Vi håber, at zonerne vil gøre skoven bedre for alle. Vi skulle gerne få en skov, der forbedrer friluftslivet samtidig med, at vi beskytter naturen,« siger han.

Traditionelt er de danske skove blevet forvaltet med hård hånd siden 1700-tallet. Afregninger, målinger og særlige driftplaner for, hvordan naturen bedst kan beskyttes, og hvor meget tømmer, der må fældes, har bestemt mange af skovenes fremtid.

Men netop fordi danskernes friluftsliv har holdt sin position som et af de mest populære fritidstilbud gennem 30 år – og det til trods for nye, populære oplevelsestilbud – virker det nu også kun naturligt at implementere det i skovenes driftplaner, forklarer Tim Falck Weber.

Som det første sted i Danmark bliver de nordsjællandske skove derfor inddelt i henholdsvis stille-, facilitets- og friluftszoner. Zonerne er i øjeblikket i høring, men planen er, at de skal rulles ud i alle 18 statsskovdistrikter. Selvom zonerne ikke vil være synlige for almindelige skovgæster, bliver det lettere for organisationer og foreninger at finde områder, hvor de kan dyrke deres interesser uden at komme på tværs af andres. Zonerne skal dermed sikre, at både den stillesøgende og den aktive gæst får hver sin unikke oplevelse, selv om de besøger skoven samtidig.

Sammenstød har der da også været et par stykker af. Selv om en brugerundersøgelse i 2008 viste, at det kun var tre procent af de besøgende i landets skove, der havde oplevet en konflikt med andre skovgæster, har de grovere af slagsen fra hele landet nået dagspressen. I efteråret sidste år beskrev flere medier, hvordan der nogle steder er opstået en decideret kamp om skoven.

I Lille Hareskov nord for København blev hovedløse søm hamret ind i trærødder på de ruter, der er velbesøgt af især mountainbikere. Og i skovene nær Skanderborg blev en ung mountainbiker revet af cyklen, da han i høj fart ramte en nylonsnor, som var spændt ud mellem træerne i halshøjde.

Under danskernes ca. 70 millioner årlige skovbesøg, er det da også mountainbikerne, som er med til at forstyrre oplevelsen mest. Op til 31 procent af skovgæsterne mener, at blandt andet de tohjulede formindsker fornøjelsen lidt eller meget, viser rapporten »Mødet med andre mennesker i bynær skov«, som er udgivet af Skov og Landskab på Københavns Universitet i år.

Christoffer Lehmann, formand for Mountainbike-udvalget i Danmarks Cykle Union, kan sagtens forstå, at andre skovgæster, der kommer i skoven for at få fred og ro, kan blive irriteret, når der kommer en gruppe mountainbikere spurtende rundt på ruterne.

»Det kan jo godt virke farligt, for ofte kører vi med høj fart, og det ser voldsomt ud,« siger han.

Alligevel mener han ikke, at problemet er så stort, som medierne beskriver det.

»Men jeg er godt klar over, at der kommer flere og flere brugere i skoven, og samtidig vokser mountainbike-sporten eksplosivt, så selvfølgelig skal vi også have respekt for andre grupper.«

I Gribskov er det dog heste og deres ryttere, Naturstyrelsen får flest klager over. De øvrige gæster bliver generet, når dyrenes hove tramper huller i skovens stier og ruter, fortæller Tim Falck Weber.Vi er steget ud af den skovgrønne bil for at kigge nærmere på en naturlegeplads. Områdets mudrede bakker og figurskårne træstubbe er et typisk eksempel på, hvad en facilitetszone kan byde på, fortæller han. Aktiviteter for børn, bålpladser og grill-steder, hvor skovens gæster kan boltre sig og hygge sig uden at forstyrre ornitologerne, som hellere i stilhed vil betragte områdets fugle.

Og netop den form for adskillelse falder i god jord hos Dansk Ornitologisk Forening, der dog stadig frygter, at de aktive naturbrugere hurtigt får for meget plads.

»Vi er meget positive over for zonering af de danske skove. Vi mener, at man simpelthen bliver nødt til at adskille de forskellige interesser på en eller anden måde i et så intensivt udnyttet land som Danmark. Det, vi umiddelbart kan frygte, er, at der ikke kommer tilstrækkeligt med fredfyldte områder. Både for naturens skyld og for de mange naturgæster, som kommer i skoven for at suge til sig af fred og ro,« siger Knud Flensted, biolog i Dansk Ornitologisk Forening.

Han glæder sig til de stillezoner, som Naturstyrelsen definerer som områder, »hvor publikum mange steder kan få oplevelsen af uberørt og »vild« natur.«

Egentlig er der ikke noget nyt i zoneinddelingen. I mange år har Naturstyrelsen brugt andre midler til at guide skovens mange gæstetyper uden om hinanden.

Vi er nået til det sidste stop på vores rundvisning. Ved indgangen til det nærliggende skovområde, byder et oversigtskort og medfølgende informationsholdere de besøgende velkommen. Det illustrerer på en måde, hvad Tim Falck Weber taler om. I små holdere finder skovens gæster foldere med information om alt fra løberuter til mountainbike-spor og gangstier.

Et ældre ægtepar i rask trav hilser hjemmevant på skovfogeden, inden de krydser gennem det område, som Tim Falck Weber netop har udpeget til mountainbike-rute. I dag er der dog heller ingen tohjulede, som gør krav på strækningen.

Netop folderne bruger Naturstyrelsen til at lede de forskellige besøgende i hver sin retning. Når motionsløberen spæner til højre, og mountainbikeren fræser til venstre, er der mindre risiko for, at de støder på hinanden.

Men Naturstyrelsen har glemt noget, siger Jan Eriksen, som er direktør for Friluftsrådet. Rådet arbejder som en paraplyorganisation for 91 medlemsorganisationer, og zonerne står ikke højest på rådets ønskeliste. Det har han også gjort Naturstyrelsen opmærksom på i den høringsrunde, der har givet friluftsorganisationer– og foreninger mulighed for at komme med indsigelser.

Særligt zonernes holdbarhed på 15 år irriterer ham. Selv om Naturstyrelsen kan evaluere ideen efter seks år, er det for lang en levetid i et område, der er i konstant forandring, siger Jan Eriksen.

»For 15 år siden var der ingen, der kendte til »Geo Catching«, hvor man med hjælp af GPS skal finde små »skatte« gemt af andre brugere i skoven. Nu er sporten kæmpestor. Og for ti år siden var der ingen, der havde set udviklingen inden for mountainbike-sporten eksplodere, som den har gjort. Man kan ikke bare opdele skovene i zoner og lade det holde i 15 år. Man skal have en betydelig kortere tidsfrist og dermed omstilling i forhold til nye friluftsvaner,« siger Jan Eriksen, som allerede nu har lagt mærke til en ny tendens inden for friluftslivet i de danske skove. Godt nok er vi blevet flere derude, men vi kommer også i skoven oftere, siger han. Skovbesøg er ikke længere tiltænkt en weekendtur. Mange af os begynder efterhånden at lægge vejen forbi hver dag, forklarer han.

»Nøgleordet i den her sammenhæng er måske i virkeligheden, at man skal have nogle systemer, som er fleksible og omstillingsparate, for det er enormt svært at forudsige, hvordan friluftslivet udvikler sig i fremtiden,« siger han.

»Der er tydeligvis nogle tendenser, som skifter, og de skifter hurtigere, end man tror.