? Vi har i 2002 lånt min søster i Schweiz 40.000 schweizerfranc, da hun ellers ikke kunne blive boende i sit hus. Hun har ikke skullet betale renter, men når huset engang bliver solgt, skal hun betale beløbet tilbage. Nu er schweizerfrancen steget, men den kunne i realiteten også være faldet. Skal vi betale skat af den kursgevinst?
Med venlig hilsen F.
! Fra og med 27. januar 2010 har der været en generel regel om, at gevinster på fordringer er skattepligtige og tab fradragsberettigede, uanset om fordringen er i dansk eller udenlandsk valuta, såfremt indkomstårets nettogevinst/-tab overstiger 2.000 kroner.
Jeres fordring er stiftet i 2002 – altså før de nugældende regler. Efter de dengang gældende regler var gevinst på fordring i udenlandsk valuta skattepligtig og tab fradragsberettiget, såfremt årets nettogevinst/-tab oversteg 1.000 kroner. De regler gælder stadig for jeres fordring.
Gevinst på fordring i udenlandsk valuta kan bestå dels af en gevinst som følge af ændringer i valutakursen, dels som en gevinst som følge af ændringer fordringens værdi. Da I har lånt 40.000 schweizerfranc ud, og da dette lån til sin tid indfries med 40.000 schweizerfranc, vil der ikke være en kursgevinst som følge af, at fordringen er steget i værdi. Gevinsten kommer fra stigningen i valutaen.
Pt. står I til at realisere en kursgevinst, såfremt fordringen indfries. Men da I først er skattepligtige af gevinsten, når den er realiseret, altså når lånet indfries, er det valutakursen til den tid, der afgør, om I har haft en gevinst eller et tab.
Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk