Kritikken var hård, da økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i ugens løb måtte opgive at få et forlig om den økonomiske udligning mellem landets kommuner.
Da sammenbruddet var en realitet, rykkede han selv ud med en meddelelse, hvori han beklagede, at det ikke var lykkedes at finde en løsning.
Derpå sendte han en lidt bitter stikpille i retning af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet: »Jeg må konstatere, at andre har lagt vægt på partiegoistiske hensyn,« lød det fra ministeren.
Problemet for Simon Emil Ammitzbøll-Bille er blot, at ikke ret mange deler hans opfattelse.
Tværtimod sidder man hos Venstre og de Konservative samt hos DF og S tilbage med en vurdering af, at en LA-minister igen har vist sig ude af stand til at finde en løsning.
At det denne gang kom til at koste en aftale om udligningen gør ikke irritationen mindre. Dels har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lagt vægt på, at udligningssystemet var en bunden opgave, der skulle løses. Dels har de seneste dage illustreret, hvordan der rundt i landets kommuner er vrede over, at der ikke er kommet en aftale.
Retfærdigvis understreger alle, at udligningsordningen er kompliceret at håndtere, og de skjuler heller ikke, at tunge aktører trækker i helt forskellige retninger. Så meget får Ammitzbøll-Bille trods alt. Men det bliver også noteret, at ministeren har været ringe til at tage pejling af, hvor hans forhandlingsparter har befundet sig, ligesom han har fejlet stort med forsøg på at spille S og DF ud mod hinanden.
Hvis der var tale om en enkeltstående sag, ville ærgrelsen over LA-ministerens fiasko som chefforhandler være til at overse.
Men i V, K, DF og S ser man et mønster i de forhandlinger, som LA-ministre skal lede. Lidt for ofte kniber det for LA-ministrene at informere og involvere de øvrige i tilstrækkeligt omfang. Tit halter det også med at forstå de øvrige partiers udgangspunkt og få skabt den tillid, som er vigtig i en forhandling, hvor alle skal give og tage for at kunne lande et forlig.
Tidligere har transport- og boligminister Ole Birk Olesen indkasseret nederlag, fordi han har vist sig ude afstand til at indgå aftaler, ligesom han har haft svært ved at etablere et tåleligt forhold til DF. Undervejs har han måttet lide den tort, at de øvrige partier har indgået aftaler udenom ham.
Her og nu får han heller ikke topkarakter for den del af regeringens stort anlagte ghetto-plan, som han skulle være med til at lande. Det drejer sig konkret om, hvordan midler fra Landsbyggefonden skal finansiere vigtige dele af planen, og her vil finansministeren nu få en langt større rolle, end det oprindeligt var meningen.
Et andet aktuelt eksempel handler om regeringens medieudspil. Her ændrede kulturminister Mette Bock (LA) pludseligt på TV 2s bestyrelse og fremlagde dernæst medieudspillet – uden at DF følte sig velorienteret. Da DF-ledelsen skød centrale dele af forslaget ned, reagerede ministeren med surhed. Ser vi fremad, forestår hårde forhandlinger, hvor DF vil møblere rundt på udspillet, før der kan indgås et forlig.
Oven i det har LA markeret sig med udfald mod centrale dele af Venstres politik.
I ugens løb fastslog LAs politiske ordfører, Christina Egelund, at det må være slut med fortsat udflytning af statslige arbejdspladser. I samme ombæring undrede hun sig over en ”anti-elitebølge”, som hun fandt mærkelig uden at nævne, at udflytningen for V-toppen har handlet om at skabe et Danmark i større balance.
På samme måde gik LAs ordfører, Joachim B. Olsen, forleden imod Lars Løkke Rasmussens garanti om, at eventuelt sparede lønkroner i tilfælde af konflikt og lockout skal indsættes på en særlig ”velfærdspulje”. Regeringschefen havde nemlig luret, at det ville være en foræring til fagforbundene, hvis de kunne udbrede en historie om, at arbejdsgiverne spekulerede i en konflikt for at kunne få penge til skattelettelser.
Joachim B. Olsen insisterede på, at pengene burde gå til skattelettelser, og det samme mente den konservative Rasmus Jarlov. Men mens Jarlov blev banket på plads af sine egne, fik Olsens udtalelser lov til at hænge i luften af LA-ledelsen.
Tilbage står, at man i de øvrige borgerlige partier undrer sig såre over LAs fremfærd. Her er analysen, at det frem mod næste valg handler om at vise sammenhold og skabe resultater.
I V, K og DF er den mest venlige udlægning overfor LA, at partiet aldrig har båret et regeringsansvar, og at striben af nye ministre mangler erfaring. De har ganske enkelt ikke lært håndværket som ministre endnu, lyder det.
Den mindre venlige udlægning går på, at LA-ledelsen fortsat har enorme problemer med at fastlægge en holdbar strategi og derfor fedter rundt i en fundamental uklarhed om, hvor vidt man vil være et regeringsparti, der skaber resultater, eller vil være et oppositionsparti, der hejser den ideologiske fane højt mod himlen.