Det var søndag eftermiddag nede på den lokale. Mens jeg fulgte FC Barcelonas hjemmekamp mod Sevilla, sad min seksårige søn, der trods massiv indoktrinering er komplet ligeglad med verdens smukkeste boldspil, overfor og spillede »Clash of Clans« på iPaden. En noget tvivlsom far-søn-aktivitet vil mange sikkert mene, men vi hygger os begge rigtig godt med den. Det vil sige, hygge er næppe det rigtige ord at bruge om den lettere ophidsede sindstilstand, der som regel griber mig, når Barça spiller.
Læs også: Hvorfor cykler berlinerne egentlig på fortovet?
Sevilla-kampen var ingen undtagelse. Dommeren havde allerede efter et par minutters spil overset et straffespark mod Messi, og da en modstander kort efter fik lov til at skubbe Neymar omkuld på kanten af feltet, undslap der mig et dybtfølt »me cago en la puta«. Et kraftudtryk, der lyder langt mere voldsomt i dansk oversættelse (jeg skider på luderen) end på originalsproget, men som ikke desto mindre straks blev påtalt fra den anden side af bordet. Hvorefter jeg rodede mig ud i en lang søforklaring om fodboldens særlige frirum, hvor man ikke behøver at opføre sig helt så artigt, og hvor man godt må bruge bandeord og sige mindre pæne ting om spillerne fra det andet hold, som i andre sammenhænge er forbudt.
Muligvis gør jeg en dyd af nødvendigheden. Junior mistede i hvert tilfælde hurtigt interessen for min (a)moralprædiken og vendte opmærksomheden mod iPaden, hvor hans landsby var kommet under angreb af en fjendtlig klan. Men jeg mente faktisk, hvad jeg sagde.
Læs også: Trafikkaos i de evige strejkers by
Det er, ikke mindst når man som skribent er vant til at vende og dreje hvert ord, en befrielse at bevæge sig ind i fodboldens sort-hvide mikrokosmos. Her behøver man ikke – medmindre, selvfølgelig, at man er på arbejde som sportsjournalist – at argumentere, afveje og forklare. Her kan man elske og hade – forgude Messi og foragte Cristiano Ronaldo – med de laveste instinkter, og uden at det som regel får andre konsekvenser ude i »virkeligheden« end lidt gemytligt mundhuggeri på de sociale netværk.
At se en fodboldkamp, på stadion eller på en bar, er for de allerfleste af denne verdens mange millioner aficionados både en uskadelig passion og en sund sikkerhedsventil. Derfor virker det tidehverv af politisk korrekthed, som gennem de seneste uger har grebet spanske fodboldledere og meningsdannere, også en smule ude af proportion.
Læs også: Telefonregninger og døde bankkunder
Udgangspunktet er alvorligt nok. Under et masseslagsmål mellem radikale fans forud for en kamp mellem Atlético Madrid og Deportivo de La Coruña mistede en tilhænger af den galiciske klub i slutningen af november livet. Og det er desværre langt fra første gang, det sker.
Los ultras, som spanierne kalder organiseret hooliganisme, er en plage, der i årevis uforståeligt er blevet ikke blot tålt, men ofte også opmuntret af klubberne. Derfor er det selvfølgelig helt på sin plads, at medlemmerne af både Frente Atlético og Deportivos Riazor Blues efter tragedien er blevet ekskluderet og forbudt adgang til stadion. Samt at også andre klubber har grebet ind over for deres voldelige grupper.
Et er imidlertid køller og knojern, noget væsensforskelligt andet den grovmundethed, der også i andre af livets vigtige forhold kendetegner spanierne – eksempelvis politik. Og det er netop den samfundsdisciplin, som fans på Real Madrids Santiago Bernabéu gennem generationer har blandet sammen med sport, når de – også under kampe mod andre modstandere – synger: »Puta Barça y puta Cataluña!«
At sætte såvel den catalanske klub som hele den (endnu) østspanske region i forbindelse med verdens efter sigende ældste erhverv er naturligvis hverken særlig venligt eller befordrende for sammenhængskraften i landet. Men ville man endelig gøre noget for at få catalanerne til at føle sig mere hjemme i Spanien, er der andre og væsentligere problemer at tage fat på. I hvert tilfælde rystede mange, også her i byen, på hovedet, da Real Madrid forleden blev presset til at ekskludere 17 fans, der havde sunget for på det klassiske omkvæd.
»Selvfølgelig skal der slås hårdt ned på vold. Men hvis vi samtidig smider folk ud for fornærmende tilråb, bliver vi hurtigt alene tilbage på stadion,« lød det eksempelvis tørt fra FC Barcelonas træner, Luis Enrique, der som overløber mellem Spaniens to store klubber måtte lægge øre til lidt af hvert under sin spillerkarriere.
Fodbold har, som journalisten Lasse Ellegaard i sin tid formulerede det på vegne af Søren Lerby, aldrig været for de stumme. Hverken på banen eller udenfor og slet ikke her i landet. Det ville i hvert tilfælde ikke være lige så sjovt, hvis man end ikke i 90 minutter om ugen kunne få lov til at holde fri fra sit normale jeg som rational og respektfuld samfundsborger – så længe, naturligvis, at man nøjes med at gøre det verbalt. Samt holder sig i skindet i selskab med seksårige, hvis man ikke vil have sine formaninger om at tale ordentligt lige tilbage i nakken.