Juleferien betyder for mange danskere en tur gennem landet for at være sammen med familien. På landets togstationer er der derfor fyldt med mennesker med tasker og poser med gaver på perronerne, og det er især den sidste uges tid inden jul, at mange tager togturen hjemad.
Det fortæller DSBs informationschef Tony Bispeskov. Sidste år rejste 154.000 passagerer med DSB over Storebælt 18.-24. december med en pladsbillet. Reelt er antallet af julerejsende endnu højere, fordi nogle også rejser uden pladsbillet.
Også i år forventer DSB, at perioden op til juleaften bliver den mest travle. Især 22. og 23. december er de helt store rejsedage med lillejuleaftensdag som den allerstørste.
»Det er det tidspunkt, hvor de fleste rejser, og det er især i dagtimerne kl. 10-18, at der er tryk på. De fleste tager desuden lyntoget, fordi det er dem, der kører hurtigst. Så hvis man gerne vil med lyntoget fra København til Odense eller Aarhus, skal man være i god tid,« fortæller Tony Bispeskov.
De fleste rejser i retningen fra København og Sjælland mod Fyn og Jylland i dagene op til jul, mens det går den anden vej efter. De afgange, som først bliver udsolgt, er de lange rejser fra København med endestation i Frederikshavn eller Aalborg.
Ifølge Tony Bispeskov er det allerede nu, at man skal til at kigge på billetter, hvis man vil sikre sig en bestemt afgang i juletiden.
»Vi er allerede begyndt at sige til vores kunder, at det er en god idé på forhånd at sikre sig julen. Så ved man allerede, at man skal over og besøge sin familie i Jylland, er det godt at sikre sig en pladsbillet på forhånd. Det gælder især, hvis man vil rejse om formiddagen eller om eftermiddagen, og så er den del af juleræset også klaret,« siger han.
Når det gælder hjemrejsen, er den mere spredt ud i ugen efter jul, og derfor kulminerer det ofte ikke på to dage, som det gør før jul. Men i år er det lidt anderledes, fordi juleaften ligger på en lørdag, hvilket gør, at der er færre helligdage. Derfor bliver perioden at rejse i kortere for mange, og de fleste vil nok rejse hjem 26. og 27. december.
Juleperioden er ekstra travl for DSB, og der er mange passagerer, som ikke tager toget til dagligt. Derfor sender DSB og Banedanmark en julepatrulje ud, som kan guide forvirrede togpassagerer på perronerne.
»Mange har en masse pakker med og er ikke vant til at rejse med toget, og når man så også skal have styr på Alex på fire og Amanda på syv, som synes, det hele er spændende, er det rart, er der er nogle, som kan hjælpe med at fortælle, hvilken perron toget kører fra,« siger Tony Bispeskov.
De mange rejser i julen giver også travlhed på indenrigsflyene. Hos SAS er det også 22. og 23. december, som er de mest populære dage at rejse på.
Det er ruten fra København til Aalborg og retur, som er den mest brugte, men også rejsen mellem hovedstaden og Aarhus og Billund bliver i høj grad benyttet, når danskerne skal hjem til jul.
SAS kan ikke fortælle præcis, hvor mange der tager flyet hjem for at holde jul hos familien, men oplyser, at det er en af de mest travle perioder for indenrigsflyvninger.
»Det er selvfølgelig de her populære ruter og afgange, som først bliver udsolgt. Derfor er det altid en god idé at være ude i god tid, hvis man vil være sikker på at få billetterne til den bedste pris,« fortæller Mariam Skovfoged, der er pressechef hos SAS.
Hvis man planlægger at tage flyet i juletiden anbefaler hun, at man lige tjekker en ekstra gang, hvordan reglerne er for bagage.
»Folk kommer jo med lidt mere bagage end normalt, og hvis der også skal være plads til stegepanden til svigermor, skal man selvfølgelig lige huske at tjekke, om det må være i håndbagagen, og det kan man læse om på vores hjemmeside,« fortæller hun.