Jeg hørte engang en historie om en amerikaner, der led af en livstruende og uhelbredelig sygdom. Han lod sig fryse ned i det håb at kunne blive behandlet engang ude i fremtiden, når ny teknologi kunne gøre en helbredelse mulig.

Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det måtte være at vågne op og opdage, at kæresten og vennerne var døde, og der kun var oldebørn, som var fuldt engagerede i deres eget liv og ikke anede, hvem den mumie var, der pludselig var genopstået. Ville det da være værd at leve? Er et liv meningsfuldt uden den, man elsker, uden sine børn og uden vennerne? Det spørgsmål er i mellemtiden blevet besvaret af det ideologiske skoleridt, der har ført individualismen frem til sin karikatur.