Vibeke Petersen har drevet Shell-tanken, hvor Frederikshavnvejen rammer afkørslen til Gammel Skagen, i årevis. Hun har taget konsekvensen af affolkningen og lukker sin tankstation i vinterhalvåret.
Samtidig presses de lokale skagboer ud af Gammel Skagen af høje boligskatter og lokkes til at sælge deres huse til høje priser.
Vibeke Petersen har optalt antallet af helårsbeboede huse i Gammel Skagen til bare 16. Officiel statistik viser, at Skagen som helhed har mistet en tredjedel af indbyggerne siden 70erne. Dengang var der 12.000 skagboer, nu er der under otte tusinde, og udviklingen går stadig den forkerte vej.
Borgmester Birgit Hansen (S) i Frederikshavn Kommune, som Skagen hører under, er alligevel optimist.
»Selv om vi er lidt af en udkantskommune, skal vi ikke grave os ned i et hul og tro, at det hele går den gale vej. Det er svært at få nogen til at bosætte sig deroppe. Men vi arbejder helt bevidst på at tiltrække flere indbyggere fra blandt andet Østeuropa.«

