Debatten om 2025-planer og andre politiske udspil og målsætninger handler – helt naturligt – i høj grad om de økonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser. Desværre er grundlaget for disse vurderinger ofte usikkert og skævt, uden at det forklares i den offentlige debat. Derfor er vælgerne ikke advaret om, hvor usikre mange af påstandene er.

Et af de aktuelle debat-temaer er spørgsmålet om de dynamiske effekter af skattelettelser. Hvilken adfærdsændring kan forventes? Når skattelettelser oven i købet føjes til i forvejen besluttede og planlagte skattelettelser. Hvor store er adfærdsændringerne, hvor sikre er de, hvordan udspiller de sig over tid?

Det kan lyde som fag-økonomiske detalje-diskussioner, men det er reelt meget afgørende, hvordan der svares på disse spørgsmål i relation til centraladministrationens beregninger og fremskrivninger.

I forbindelse med regeringens 2025-plan er Finans- og Skatteministeriet på dette punkt overraskende skråsikre og uforsigtige. Man regner således med et endnu større arbejdsudbud, hvis de allerede vedtagne skattelettelser gøres større i de kommende år. Ja, folks lyst til at knokle mere kan ifølge regeringens beregninger indregnes fra dag ét.

Det betyder, at når man skal finde penge til en skattelettelse, så indregnes de dynamiske effekter allerede som en del af finansieringen i det år, skatten lettes. Det er en både overraskende og efter vores opfattelse aldeles uforsigtig antagelse.

Det er helt åbenlyst usikkert, om borgerne overhovedet kan eller har mulighed for at reagere med et øget arbejdsudbud på samme tid, som en skat ændres. Det kan af praktiske årsager tage tid – måske endda mange år.

Senest har økonomiprofessor ved Københavns Universitet og ekspert på området, Claus Thustrup Kreiner, bekræftet den store faglige usikkerhed, der er omkring dynamiske effekter af skattelettelser – særlig på kort sigt – i sin medvirken i DRs program, Detektor.

Ja, ja – men så koster det lidt mere på den korte bane at give skattelettelser, er det nu så farligt?

Efter vores vurdering er det både uforsigtigt og risikabelt at underfinansiere skattelettelserne og oversælge de mulige dynamiske effekter. Fagøkonomisk betyder det, at den »strukturelle saldo« udvikler sig dårligere end forventet, hvilket vil give lavere råderum – og færre penge til forskning, uddannelse, infrastruktur og kernevelfærd.

Med skattestoppet mejslet i granit er der nemlig kun ét sted at rette op, nemlig på udgiftssiden. Alternativt vil en dårligere sundhedstilstand for de offentlige finanser blive brugt som argument for at give arbejdsudbudsreformskruen endnu et vrid.

Det er heller ikke fair over for vælgerne, som med rette forventer, at den type beregninger gennemføres ud fra et forsigtigheds-princip: Én fugl i hånden vejer tungere og mere end ti på taget.

De faglige begrundelser for centraladministrationens optimistiske vurderinger af de dynamiske effekter af skattelettelser er da også særdeles svagt funderet.

De baseres på en 20 (!) år gammel spørgeskemaundersøgelse, og siden midten af 1990erne er der altså sket en markant udvikling på både arbejdsmarkedet og i indkomstskatten.

Usædvanlig fremgangsmåde

De meget optimistiske og uforsigtige beregningsmetoder omkring skattelettelser står i skarp kontrast til, hvordan dynamiske effekter fra offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed, børnepasning osv. indregnes.

Her indregnes der ingen dynamiske effekter – bortset fra nogle meget langsigtede effekter på uddannelsesområdet – selvom de positive effekter er åbenlyse.

Gode tilbud om børnepasning er eksempelvis forudsætningen for den høje beskæftigelsesfrekvens, som vi har i Danmark. Lysten til at tilbringe mange timer på arbejde understøttes endvidere af daginstitutioner med en ordentlig kvalitet.

Forebyggelse og en velfungerende sundhedssektor er ligeledes væsentlige kilder til et øget arbejdsudbud via lavere sygefravær, mindre nedslidning og dermed bedre muligheder for flere år på arbejdsmarkedet.

Tilsvarende kunne man tænke sig, at Finansministeriet – når man planlægger besparelser på væsentlige offentlige udgiftsområder – burde indregne de negative, dynamiske effekter af besparelserne.

På samme måde som ringere kvalitet af den offentlige service kan længere og mere usikker transporttid i den kollektive trafik pga. besparelser hos DSB og Banedanmark påvirke arbejdsstyrkens mobilitet og vilje til lange arbejdsdage.

Men den type konsekvensberegninger skal man lede længe efter i regeringens 2025-plan.

Gambling

Fhv. overvismand, økonomiprofessor Torben M. Andersen fra Aarhus Universitet, har advaret om, at det kan gå grueligt galt for statskassen, hvis man baserer sin økonomiske politik på dynamiske effekter af skattelettelser og er for optimistisk.

Vi deler den bekymring. Man bør ikke gamble med samfundsøkonomien for at forfølge sine politiske mål. Eller på et særdeles usikkert grundlag forsikre vælgerne om, at de er forsvarlige og uden større omkostninger.

Det er samtidig blevet gængs praksis her i landet at arbejde med et såkaldt forsigtighedsprincip i finanspolitikken. Man kan ikke bruge penge, før finansieringen er der. Det er svært at få øje på, at dette hensyn praktiseres mht. skattelettelser i regeringens 2025-plan.

Der er således ingen evidens for dynamiske effekter på kort sigt, og der er stor usikkerhed om størrelsen af effekterne på længere sigt. Med den usikkerhed og den skævhed, der ligger i beregningerne, bør man derfor undlade at indregne dynamiske effekter fra dag ét.

Hvis man indregner dem, og de faktisk ikke kommer, slår man hul i kassen. Hvis man undlader at indregne dem, og de faktisk kommer, får vi senere en positiv overraskelse og opjustering af det økonomiske råderum. Forsigtighedsprincippet taler for, at det er bedre at blive positivt end negativt overrasket.

Den økonomiske udvikling de senere år er en god illustration af pointen. På trods af mange reformer og på trods af et massivt offentligt underforbrug har den strukturelle saldo haft det mere end svært, efter at vi ramte krisebunden for nogle år siden. En årsag kan netop være, at man i de anvendte økonomiske regneantagelser har overvurderet de positive effekter af gennemførte skattelettelser.

Uddannelsesløft gavner mere

Tænketanken Kraka gennemførte for et par år siden nogle interessante analyser med brug af Finansministeriets beregningsmetoder.

Kraka påviste, at der på lidt længere sigt opnås en bedre, gavnlig effekt på de offentlige finanser gennem et uddannelsesløft på arbejdsmarkedet end ved at anvende et tilsvarende provenu på topskattelettelser. Også selv om man indregner produktionstabet, når beskæftigede i en periode roterer fra virksomhedsgulvet til skolebænken.

Gevinsten er allerstørst, når man giver et uddannelsesløft til den såkaldte restgruppe – unge uden en kompetencegivende uddannelse. En øget erhvervsfrekvens for denne gruppe gennem resten af livet og tilsvarende større produktivitet vejer tungt på den økonomiske fordelsvægt.

Dertil kommer de menneskelige og sociale gevinster ved at bruge dele af det økonomiske råderum på at hjælpe nogle af de mest fremtids-usikre og socialt udsatte medborgere. Den gevinst har ingen vægt i de gængse regnemodeller, der bruges i centraladministrationen, og fylder desværre heller ikke noget i den offentlige debat.

Allan Lyngsø Madsen er cheføkonom i LO, Ole Just er cheføkonom i HK, Thomas Søby er cheføkonom i Dansk Metal, Erik Bjørsted er cheføkonom i AE og Frederik I. Pedersen er cheføkonom i 3F.