Mattel Inc. lancerer ny filmafdeling, som skal udvikle film baseret på Barbie, Hot Wheels og en række andre af deres populære brands.
Det er det seneste skud på stammen for legetøjsvirksomheden i forsøget på at slå igennem i Hollywood, som flere af rivalerne har gjort, skriver Wall Street Journal.
Torsdag meddelte virksomheden, at de havde ansat Robbie Brenner, der har produceret blandt andet den Oscar-nominerede »Dallas Buyers Club«, til at lede det nye Mattel Films.
Ansættelsen kommer, mens at Mattels nye topchef, Ynon Kreizaims, forsøger at ændre virksomheden væk fra at producere legetøj til bedre at bruge sine nuværende brands. Film, tv-serier og videoklip på nettet kan hjælpe med at løfte legetøjssalget samt hente penge ind på licenser, billetsalg og distributionsaftaler.
Mattel er sakket efter konkurrenter som Lego og Hasbo, som har udviklet blockbusterfilm baseret på deres brands - eksempelvis »The Lego Movie« og hele »Transformers«-franchiset. Hasbros markedsværdi er dobbelt så stor som Mattels, selvom deres årlige indtægter er nogenlunde ens, skriver Wall Street Journal.
Mattel har lavet underholdningsindhold i forskellige strukturerer de seneste år, men er ikke lykkedes med at lave en Hollywood Blockbuster. Planen om at udvikle en live-action Barbiefilm med Sony Pictures har været undervejs i mindst fire år, hvor projektet er skiftet mellem forskellige manuskriptforfattere og hovedroller.
Ifølge Wall Street Journal har et af problemerne for Mattel været, at topcheferne historisk har målt deres succes på salget af legetøj i stedet for, hvordan brandet tjener penge.
Den nye struktur under Robbie Brenner betyder, at holdet kan fokusere på at lave aftaler med studier og manuskriptforfattere samt andre chefer i filmindustrien til at overvåge projekterne. De skal også danne nye partnerskaber med andre filmstudier for at producere og distribuere Mattels film, frem for at virksomheden selv skal bygge et filmstudie.