BERLIN: Der er intet at bebrejde Josef Ackermann, hvis han, da han i aftes skulle udnævnes til Årets europæiske Bankmand, tænkte: »Bedre sent end aldrig«.

Ackermann har været chef for Deutsche Bank siden 2002 og ledt den til fra succes til succes. Tysklands største pengeinstitut er også et af Europas - og Verdens - førende. Når Grækenland er på randen af afgrunden, er det Ackermann, som rejser til Athen for at forklare den socialistiske regeringschef, Giorgos Papandreou, hvad der er at gøre.

Det mærkelige er, at tyskerne ikke er særligt imponerede. Deutsche Bank skovler penge ind og kunne under finanskrisen, som et af de få, store finanshuse, undvære støtte fra det offentlige. Mens førende amerikanske banker er blevet nationaliseret, er Deutsche Bank stadig et selvstændigt foretagende, der driver forholdsvis sundt købmandskab.

Prisen i aftes, givet af en presseklub, er den første, offentlige udmærkelse, som er blevet Ackermann til del i Tyskland. Og for den 62-årige schweizer, der trådte sine barnesko hos Credit Suisse, har det ikke være let, siden han kom til Deutsche Banks hovedkvarter i Frankfurt 1996, i første omgang som ansvarlig for kreditrisici. Især posten som ordførende direktør har været vanskelig. I Schweiz er det ikke forkasteligt at tjene mange penge, og det vækker ikke stor opsigt, når arbejdspladser fyrer folk.

Forargelsen

Det er anderledes i Tyskland. Her udløste Ackermann den første bølge af forargelse, da han erklærede, at han gik efter en forrentning af bankens egenkapital på 25 procent. Den anden bølge kom, da han 2005 kunne offentliggøre et rekordoverskud og samtidig meddelte, at mere end 6.000 arbejdspladser skulle nedlægges. Der fulgte en langvarig retssag, hvor Ackermann og andre var anklaget for at have bevilget gyldne håndtryk i forbindelse med salget af et selskab, som han var bestyrelsesmedlem i. Ackermann indgik forlig og måtte af med 3,2 millioner euro (24 mio. kr.), hvilket er mange penge, men dog til at overse, når man som ham tjener omkring ti millioner euro (75 mio. kr.) om året.

Når tyskerne kigger en smule blidere på ham, kan det skyldes tre forhold.

For det første har han ihærdigt arbejdet på at forbedre sit rygte, bl.a. ved at optræde i talkshows og give »personlige« interviews.

For det andet må selv de største kritikere af kapitalismen medgive, at Ackermann har styret banken godt gennem uroligt farvand.

For det tredje fremstår han som formand for Etisk Råd sammenlignet med visse andre bankchefer, eksempelvis den meget pomadiserede Dirk Nonnenmacher, snart forhenværende leder af HSH Nordbank. Nonnenmacher, også kaldt Dr. No, kom til banken, der er offentligt ejet og hører hjemme i Nordtyskland, i en svær tid, men har åbenbart drevet den endnu nærmere mod katastrofen, og opfattes af offentligheden som umådelig arrogant.

Rosen

Ackermann vinder altså både på grund af egen styrke og andres svagheder. I går gik det så vidt, at avisen Frankfurter Rundschau, der nærmest er socialdemokratisk og ikke kendt som ynder af det højere erhvervsliv, mumlede noget, der kunne opfattes som ros: Når han »ikke lige præsenterer sin årsberetning« kan man »overraskes af hans dannede og samtidig jordbundne måde at være på«, hed det. Bladet tilføjede dog, at adskillige, som tidligere er blevet kåret til Årets europæiske Bankmand, siden har drevet deres firma halvt i ruinen. Nej, man skal ikke sprede for megen glæde, heller ikke i avisen, men for Ackermann må det være en sejr: To anerkendelser på én dag.