Min læser er en kvinde. Jeg har set hende før og tænkt, hun så uvenlig ud. Indelukket. Hun bor i nabohuset, og hendes barn har engang smækket porten til deres baghave i hovedet på min datter. Vi kalder dem de uvenlige, selv om vi egentlig kun har det med porten at have det i. Nu taler jeg for første gang med hende. Vi står og inspicerer kølerhjelmene på vores biler, der står parkeret i Anklamerstraße.

Skjoldlus suger saft ud af lindetræerne i vores gade og lader honningdug dryppe på bilerne, de er fedtede som fluepapir. Hun er bekymret, for hun skal sælge sin bil hurtigst muligt. Jeg har læst på internettet, at man skal bruge en barberkniv, et kreditkort og majonæse, siger jeg, endelig ikke midler med acetone. Jeg bliver usikker på, hvad mayonaise hedder på tysk, og hun spørger, hvad jeg hedder, og hvor jeg kommer fra.

Jeg siger mit fornavn, og hun spørger, om det er et hyppigt navn i Danmark, for det hedder hendes yndlingsforfatter også. Så siger jeg, at jeg er forfatter, og så siger hun, at den bog, hun elsker, hedder »Dinosaurens fjer,« og så siger jeg, at den har jeg skrevet. Et øjeblik står tiden stille. Hendes ansigt er en oval, blank måne før hun omfavner mig, et af de sjældne knus, hvor man forsvinder ind i varme og oprigtighed.

Senere giver hun mig en løbecykel til min søn, fordi hendes søn er vokset fra den. Vi står et øjeblik med cyklen mellem os, som om hun har svært ved at tage afsked med det barn, der er for lille til pedaler. Hun siger, at drengen har det svært. Han siger ikke så meget, han har ingen venner i skolen.

Vi taler om skoleårets begyndelse, om efterårets. Vi taler om boghandleren i gaden, som håndplukker hver eneste bog, hun sælger i sin butik, vi taler om loppemarkedet på Europaskolen om en uge, vi aftaler at tage børnene med ind i Kristuskirken for at støbe lys. Hun har mørke øjne, og nu har vi altid øjenkontakt, når vi går forbi hinanden i porten. Vi er ikke længere fremmede.

En dag hænger der en pose med et stykke kage på mit dørhåndtag. Det er pakket forsigtigt ind i først køkkenrulle, så Vita Wrap, og det smager syrligt og af kokos. Der er også et par små gule sokker, som hun har strikket til vores baby. På en seddel står der: »Liebe Grüße, Heike«.

Min læser er en mand og hedder Martin Ramirez. Det står på en seddel, jeg er blevet stukket i hånden. Han kører remis i Buenos Aires og henter os i Calle Guatemala for at køre os i lufthavnen. Han kommer i en minibus, og vi står og griner, fordi vi er et sted i livet, hvor vi har brug for en minibus.

Kufferter stabler sig op i baggagerummet, og børn klamrer sig til sæderne. Der er 18 sæder at vælge imellem, og jeg sætter mig forrest, dér hvor turguiden ville have sat sig. Martin fortæller mig, at han elsker film. Han har studeret filmvidenskab, han har set alle Tarantinos film. Han kører næsten galt, da jeg siger, at jeg bedst kan lide »Four Rooms« med Tim Roth. Det er hans yndlingsfilm! Hvordan er det muligt? Der er ellers aldrig nogen, der kender den film.

Vi taler om Woody Allen, om hans produktionsniveau. Martin har fire brødre, og de er alle vilde med film. Deres far arbejdede på et stålvalseværk og var en tavs mand med utilregnelige håndflader, men hver lørdag aften tog han sine fire sønner med i biografen, og det kunne man stole på.

Ramirez ler, for han var måske fire år, syv år, og forstod slet ikke »La Strada« og »King Kong«, men farens leende profil i mørket var ikke til at tage fejl af, popcornene i kræmmerhusene, følelsen af ikke at kunne nå jorden med fødderne.

Det tager en time at køre til Ezeiza, og vi taler om film i 58 minutter, først de sidste to minutter taler vi om min roman, der netop er udkommet i Argentina. »I dont write so much,« siger han genert. »My brother does. He can write a book in one day!« Jeg retter ikke hans fejl, for jeg forstår godt, hvad han mener, og tanken om at kunne skrive en roman på én dag hænger så smukt i luften.

Han hjælper os med kufferter og børn, han henter en bagagevogn, og han tager overstrømmende afsked. »I will write your book,« siger han og vinker. »I promise. I will write it, and tell you what I think.« Han stikker sit fortrykte visitkort ned i min taske, jeg har hænderne fulde. Først i flyet kigger jeg på kortet. På bagsiden står der hans navn og et telefonnummer, og på forsiden står Angelas replik: »Everybody starts out as strangers, Ted.«

Min læser findes ikke. Jeg står op og længes frem i tiden. At grøden skal blive spist, at tænderne skal blive børstet, at arbejdstiden skal indtræffe. Når jeg har stået i køkkenvinduet og vinket farvel, når jeg har set små purke gå forbi skraldespandene med huer og rygsække, når jeg lukker vinduet, er følelsen enorm.

Det er den tid, hvor historien bestemmer alt, hvor den rusker rundt med mig, ligeglad med, hvor jeg gerne vil hen. Hvor den fylder mig op med indskydelser og indfald og slæber mig drilsk ud ad tretten vildveje. Sproget bruser gennem mig, det er for meget, for lidt. Jeg flytter rundt med små vægtlodder, der vejer næsten det samme, alligevel tager det tid at vælge den rigtige. Jeg rejser mig og står ved vinduet, presser mig selv ind i min hovedperson, hvad tænker hun, hvorfor gør hun, som hun gør?

Der er ingen ydre omstændigheder, der er særligt gunstige. Det er ikke sådan, at når det regner, eller der er en ring omkring Solen, så materialiserer personerne sig. Det sker bare, lige pludselig, som jeg forestiller mig en hypotension, bang, og verden forsvinder.

De dage må jeg løbe til børnehaven, de dage kan jeg næsten ikke slippe min tekst, de dage leger jeg bedre på gulvet, når vi triller marmorkugler ind gennem huller i en papkasse, de dage nynner jeg, mens jeg snitter løg, samtidig med at jeg igen længes frem i tiden. Det skal blive morgen, og børnene skal gå forbi skraldespandene, så jeg kan lukke vinduet og vende tilbage til min tekst. Romanen er spillevende glas, før produkt, før redaktør og før læser. Det er essensen af at skrive. ­­

SISSEL-JO GAZAN

SISSEL-JO GAZAN PÅ BOGFORUM:

Lindhardt og Ringhof, fredag 16.00