For nogle år siden traf jeg Paul Auster og Siri Hustvedt. I den rækkefølge: Han var stjernen, og hun var hustruen, der nok havde skrevet nogle strålende romaner, men ikke nød nær samme status i hverken den litterære verden eller blandt læsere. Ja, hun var endda en karakter i hans forfatterskab, Iris, der jo er Siri stavet bagfra.

I dag forholder det sig, groft sagt, omvendt. Siri Hustvedt er blevet den store stjerneforfatter, som også rent kunstnerisk synes at have mere og mere at give af. Som om den intellektuelle styrke, kendt fra hendes essay-istik, har fundet ind i et perfekt tråd med hendes ferme fiktion. Ikke mindst i sidste års roman, »Den flammende verden«, der snart bliver til dramatik på teatret Mungo Park.

Aftalen kom i stand via Siri Hustvedts danske redaktør og forlægger, Per Kofod, og blev ikke bare en nyhed herhjemme, men i store dele af den læsende verden. Og Mungo Park har også tidligere dramatiseret bøger; fra fagbogen »Kvinde kend din krop« over Søren Kierkegaards »Forførerens dagbog« til Helle Helles »Dette burde skrives i nutid«.

Man forstår ræsonnementet: Mange kan lide en forfatters bog, teateret håber at trække dem med ind foran scenen og samtidig få inspiration til nye måder at fortælle på. Sådan har teatret gjort i så mange år, at det vel er blevet en del af dets væsen. Og i et tilfælde som Helle Helle giver det mening. Hun dyrker, hvad man kunne kalde en udvendig prosa, hvor det konkrete og replikkerne bærer et mikroplot, og hvor dybere refleksioner omhyggeligt er renset ud. Det er med andre ord ikke et – i hvert fald ikke på overfladen – intellektuelt forfatterskab.

Det er Siri Hustvedts derimod. I den grad. Og ikke mindst »Den flammende verden«, der lig flere af de øvrige titler i forfatterskabet er en flerlaget, sindrig konstruktion og desuden folder kunsthistorien ind i sit forløb.

Romanen handler, kort fortalt, om I.V. Hess, der er professor i æstetik og forsøger at indkredse Harriet Burden, en afdød kunstner. Via forskellige bidrag samler et billede sig af en kvinde, der som barn så, hvordan drenge blev taget mere alvorligt end piger. En erkendelse, der lever videre i hendes voksenliv, hvor mandlige kunstnere bliver behandlet med større respekt, får mere opmærksomhed.

Selv skaber hun sin kunst i dybeste alvor, uden hverken anerkendelse eller popularitet. Men i trods og frustration beslutter hun sig for at arrangere tre soloudstillinger, hvor hun udstyrer sine værker med mandlige signaturer.

Harriet Burden er drevet af en vis bitterhed mod »Denne incestuøse, pengestærke, lille snurrende klode af mennesker, der køber og sælger kunstgenstande.« Men også af en ambition om at undergrave normer og faste forestillinger og ad den vej etablere en ny virkelighed, præcis som Margaret Cavendish, der i 1666 udgav »Den flammende verden« – som Siri Hustvedts roman altså deler titel med.

Det turde fremgå af dette korte, aldeles ufuldstændige handlingsrids, at Siri Hustvedt ikke er let at få hold på. Kompleksitet, krydsreferencer og labyrintisk narration er hendes metode i romanen, og hvordan dét skal blive til teater, bliver rasende interessant at se. Det er som at oversætte fra ét sprog til et andet, og i oversættelser går der som bekendt altid noget tabt. Hvad der får lov at blive, er op til dramatiker Lucas Svensson og instruktør Anders Lundorph.

Og ydmygheden synes lykkeligvis at være til stede. Mungo Parks direktør, Martin Lyngbo, har i hvert fald sagt: »At dramatisere et materiale, der både er rigt, internationalt og nyt, det er en stor opgave. Vi går til arbejdet med ydmyghed og kampgejst.«

Men hvad med Siri Hustvedt? Ja, hun udtaler sig i en pressemeddelelse med optimisme, men måske også med diskret skepsis: »Jeg er vild med teatrets muligheder for at genopfinde litteraturen, og »Den flammende verden« kommer uden tvivl til at være en udfordring.«