Han var et kærlighedsbarn.

Dorthe Sejer bruger ordet som noget af det første, da hun skal beskrive sin søn og bruger det igen og igen om den lille efternøler, der blev undfanget i, født med og svøbt i omgivelsernes kærlighed fra det øjeblik, han satte sine to stædige ben i verden. Det synes at være det mest rammende begreb, Simon Sejer Hoffmanns familie har om ham. Deres følelsesmæssige værn mod den voldsomhed og de kærlighedsløse omstændigheder, han døde under, 23 år gammel.

Det er det sidste, der er helt forkert og skævt i den livsbane, familien forsøgte at udstikke for ham. Umuligt at forudsige, da Simon kom til verden i august 1986.

Hans mor var politisk aktiv på den yderste venstrefløj; i DKP og i kvindebevægelsen. Hippietypen, der syntes, at man “skulle give blomster frem for at pege på hinanden med geværer,” som hun siger i dag med et smil. Skydevåben var strengt forbudt i det lille hjem i Nordsjælland, så eneste pistollignende ting, Simon kom i kontakt med, var grene fra haven – og de rugbrødsmadder, som han med stor forsigtighed bed småbidder af, så han til sidst sad med en spegepølsebeklædt rugbrødspistol.

Simons far, Elis Hoffmann, er jøde. Fra en familie, som havde oplevet krig og fordrivelse nok for generationer, og da Jørgen Walther Jensen, Simons stedfar, kom ind i niårige Simons liv, fik han indflydelse fra endnu en voksen, som politisk og idealistisk skyede uniformer, krig og statsmagt som pesten.

»Alle som én var og er de imod krigen i Afghanistan. Mod krig som idé og koncept«

Det har gjort Simons skæbne som faldet i krig ekstra svær og uforsonlig for hans nærmeste. Hans beslutning om at blive soldat og lade sig udsende til Afghanistan truede med at få familien – en samling af vilje- og meningsstærke, diskussionslystne individer – til at slå revner i tiden op til Simons udsendelse i august 2009. Alle som én var og er de imod krigen i Afghanistan. Mod krig som idé og koncept. De gav udtryk for det i stærke vendinger. Dorthe var mest af alt ked af det og bange. Simons ti år ældre søster, Kristine Røjer Gehrche, var vred og gav ham “et bombardement” af argumenter imod udsendelsen, hver gang hun mødte ham. Hun syntes, det var egoistisk, dumt og uigennemtænkt af en ung mand, der aldrig havde prøvet at miste selv. Havde han måske spurgt sin kæreste til råds? Så uvenner var de ellers tætte søskende over Afghanistan-spørgsmålet, at Dorthe var bange for, at de ville glide fra hinanden.

Indtil Simon satte sin mor og dermed resten af familien stolen for døren med et: “Nu gider jeg ikke høre mere af jeres negative pis. Enten må I bakke op – eller også må I holde mund!” De valgte at bakke op. Hvad kan man andet, når man har opdraget sit barn til at tro på sig selv? Når man ved, hvor stædigt blod, der flød i hans årer – en stædighed, der ikke kom fra fremmede, men var præget ind i ham fra barnsben.

Simon gik sine egne veje. Det var han blevet opmuntret til. Som da Dorthe i børnehaveklassen sendte ham til fodbold, og han midt under kampen satte sig på banen med sin saftevandsdunk og ledte efter firkløvere. Der var jo, som han sagde, nok der rendte efter bolden. Eller da Simon og Dorthe en iskold eftermiddag cyklede hjem i voldsomt regnvejr. Side om side som altid. Regnen slog i ansigtet, og Simon stoppede opgivende på cykelstien. “Jeg vil ikke mere,” græd han. Men der var intet at gøre. Dorthe kunne umuligt fragte sig selv, to cykler, indkøb og et børnehavebarn hjem. “Prøv nu, du får nogle store lårmuskler,” forsøgte hun. Så mandede han sig op og kørte videre. “Den vilje tror jeg nok, jeg har installeret i ham,” siger Dorthe i dag.

Simon havde for meget energi til skolebænken

På mange måder kan de godt se – ligesom fremmede kan det – at det gav mening, da Simon i 2007 skippede håndværkerjobbet og valgte militæret. Ikke af idealistiske grunde, men fordi de militære udfordringer og rammer passede ham. Ikke fordi han var den klassiske soldater-personlighed – han stemte engang på Enhedslisten, havde langt hår, spillede i punkband og kørte på skateboard. Men militæret havde nogle tilbud til en energifyldt, bogligt uinteresseret knægt, som det omgivende samfund havde svært ved at matche: disciplin, variation i hverdagen, tæt kammeratskab og tekniske og fysiske udfordringer, der skulle løses til perfektion.

“Der er sgu krudt i røven på mig,” skrev Simon i sit afskedsbrev. Han kunne ikke, skrev han, se sig selv på et kontor, i håndværkertrummerummen eller i et andet otte-til-fire-job resten af livet. Lærepladsen som VVS’er, som han fik lige efter folkeskolen – stærkt inspireret af sin VVS-uddannede far – lå ellers godt til Simon og var noget, han erklærede, han ville allerede som otte-niårig.

Hans far, Elis, var i perioder weekendfar, og i flere år – fra Simon var fire år til han fyldte syv – var far og søn adskilt og måtte kommunikere med indtalte kassettebånd, mens Elis var bosat i Israel. Men Simon elskede, når han kunne få lov at pusle rundt i sin fars værksted. Han var god til at skille ting ad – legetøj, sin BMX-cykel og små maskiner – måske mest af nysgerrighed for, hvordan verden hang sammen. Så måtte han have hjælp til at samle tingene igen.“Simon og jeg havde de samme personlighedstræk. Rastløse, hamrende stædige og enormt ærekære omkring vores arbejde. Vi har begge et voldsomt temperament, der godt kan være en klods om benet. Men Simon var måske mere rationelt tænkende, end jeg selv var i hans alder. Han var god til at læse mennesker, situationer og muligheder, og havde han først besluttet sig for ét, kunne han ikke rokkes,” siger hans far, der også – med et smil – erkender, at de begge led af drillesyge. Var man ikke ved at blive drevet til vanvid af Simons drillerier, var man som regel sikker på at have det sjovt.

Så var der perfektionismen. Perfection Through Silence fik Simon tatoveret på sin højre overarm. Det var titlen på en sang fra et af Simons yndlingsbands, punkrockerne Finch. Men det var ikke bare noget, der lød fedt. Det var Simon. Hans barndomsvenner, hans familie og soldaterkammerater taler med én mund om en stille fyr, som kunne øve skateboard-tricks igen og igen, til han mestrede dem og blev en af Gillelejes bedste. Som roligt overværede briefinger fra sine overordnede, før han stillede to-tre præcise, svære spørgsmål til befalingerne. Som pudsede og polerede på sin bil derhjemme. Som sirligt skar kyllingen ud i helt bestemte stykker, når han lavede mad. Som fik sin svigermor, kæresten Rebeccas mor, til at sætte sig ved symaskinen og tilpasse det særlige militærudstyr, han købte for egen regning. Som lagde et ambitiøst træningsprogram, der fik ham til at vokse i bredden og satte ham i eminent form. Og som hyggede sig med opfindsomt at indrette sit eget lille aflukke – populært kaldet “Stalden” blandt soldaterne – i teltet i Afghanistan-lejren.

En atypisk soldat

“Simon var en atypisk soldat på mange måder. Han var ikke ligesom mange af de andre drenge. Han kunne og ville noget mere. Han tænkte mere over tingene og havde sine egne holdninger. Blandt soldaterne kan der godt brede sig en rå tone. Men Simon var humanist af hjertet. Virkelig humanist. Han havde flere facetter, og derfor var han også interessant at være sammen med,” siger Lasse Ellegaard, Simons bedste soldaterven, som mødte ham på konstabeluddannelsen på Bornholm i 2007.

Simon var træt af VVS-arbejdet og tog i stedet sin værnepligt hos Beredskabsstyrelsen på Bornholm efter kort tid som udlært. Til sin families undren og bekymring blev han tiltrukket af soldateruddannelserne på den nærliggende Almegård Kaserne og søgte ind. “Straks kom dét, at jeg havde forbudt ham legetøjsvåben som barn, ind på nethinden. Men Simon havde fundet ud af, at kroppen og fysikken var hans store styrke. Hvad kunne kroppen klare? De første øvelser handlede om, at de ikke måtte sove i flere nætter og skulle svømme med 30 kilo oppakning. Det var han enormt stolt af, at han havde klaret. Sådan var der hele tiden en ny ting, som lige skulle prøves,” siger Dorthe.

I weekenderne tog Simon troligt hjem til Rebecca i lejligheden på hovedgaden i Birkerød. De havde mødt hinanden på Roskilde Festival nogle år tidligere. Hun syntes, han var overmåde dejlig, ikke særligt høj, men en flot, charmerende fyr, og med et par venners hjælp fik hun skovlen under ham. Selv om han ikke altid var god til at vise eller give udtryk for det, var ingen i familien i tvivl om, at det var de to: Simon og Rebecca. Rebecca og Simon. I alt. Med kælenavnet “Becca” er hun gledet ind i Simons familie. Hun bakkede ham op i de militære ambitioner, også når familien stillede spørgsmål.

“Hvordan går det med mine skattekroner? Sidder I og fiser den af derinde?” kunne Elis, Simons far, spørge, når de mødtes i weekenderne. Men der var alvor bag drilleriet. Elis var, siger han i dag, “på alle leder og kanter imod militæret”.

Modstand af sønnens valg

Resultatet blev, at Simon først fortalte, når han allerede havde taget sine beslutninger. Da han havde skrevet kontrakt med forsvaret. Og da ideen om udsendelse var uigendriveligt plantet i Simons hoved. “Vi skændtes enormt meget om det. Så meget, at han til sidst ikke ville tale om det, men vendte ryggen til og gik. Til sidst måtte jeg vælge at se på det positive i det; at der var nogle virkelig gode uddannelsesmuligheder i Forsvaret, som han kunne bruge senere,” siger Elis.

Da udsendelsen nærmede sig, blev vreden og ironien hos Elis afløst af en blødere ked-af-det-hed. Måske var det hans, farens, følelser – angsten og tristheden over afrejsen til Afghanistan – der påvirkede Simon mest, siger hans soldaterkolleger fra Hold 8.

Men tvivl havde Simon aldrig selv. Tanken om en udsendelse blev hurtigt meget konkret hos de nystartede konstabelelever på Bornholm, og ingen af hans kolleger fra kasernen føler i dag den fjerneste usikkerhed: Simon ville af sted. Han elskede kammeratskabet og ville gerne have den oplevelse med vennerne. Udsendelsen handlede principielt for ham om ikke blot at være én af dem, der snakkede, men at være én, der gjorde noget. Det handlede om at afprøve sin kunnen, hvor det virkelig gjaldt. Om eventyret; at bruge det, de havde lært som konstabler, i virkelighedens verden. At blive forfremmet til at håndtere det ypperste materiel, som Forsvaret rådede over. At levere det perfekte under omstændigheder, hvor man fysisk og psykisk var presset til sit yderste.

Måske besluttede han sig allerede, da han søgte ind som konstabel. Det tror Dorthe i dag. Simon var ikke typen, der gik halvdelen af vejen. Omvendt var militæret ikke Simons sidste stop. Han havde en ambition om at blive livvagt, og hans kammerater i lejren i Afghanistan kunne derfor se ham gå rundt med små Bezzerwizzer-kort i lommen med spørgsmål om almenviden, så han kunne klare sig igennem Politiskolens optagelsesprøve. Politiuddannelsen skulle være et skridt på vejen.

Han kom hjem på orlov lige før jul 2009. Som en af seks kammerater, der blev fløjet ud før tid for at bære kisten med Kenneth Patrick Nielsen – K.P. – hjem til sin familie.

»Kun seks uge mere«

Hvor påvirket var Simon? Kammeraterne ved, at han som alle andre græd i lejren over K.P. At han på én gang fandt det usigeligt hårdt, men også ærefuldt at bære K.P.s kiste. Men hjemme i familien, som fejrede jul sammen få dage senere, ville han ikke tale om det. Ikke om K.P.s død – og kun ganske lidt om situationen i Afghanistan. Han var irriteret over udstyr i lejren, der ikke var godt nok, og han virkede ikke fortrøstningsfuld omkring fremskridtene i det krigshærgede land:

“Jeg lagde mærke til Simons øjne. Og hans kammeraters. Det var enormt stærke ansigter og stærke øjne. Simons blik var anderledes. Han flakkede slet ikke med blikket. Som juledagene gik, blev han den gamle, pjattende og sjove Simon. Men han var blevet voksen,” siger Dorthe.

Den 28. december 2009 tog familien afsked for anden gang. Rebecca blev i lejligheden, som var tung af alvor. Simon havde været mere stille end vanligt et par dage, og Rebecca kunne ikke holde til lufthavnen. De krammede farvel i Birkerød. I Kastrup var storesøster Kristine derfor den sidste, der fik lov at holde om Simon. Hun kæmpede ligesom sin mor og resten af familien med ikke at græde. Men var også fortrøstningsfuld. Kun 40 dage var der tilbage af Simons tjans; de fem første måneder var vel overstået, og hvad andet kunne der være tilbage end overdragelsesforretninger? “Vi ses om seks uger, søs,” sagde han, holdt hendes ansigt ud fra sig og kyssede hende igen. Og gik.

Det må have været svært at gå dér. Med familiens øjne i ryggen og en viden om, at de var dybt uenige i hans valg. Bange for det. Men følte han sig elsket trods det? Svaret står i hans afskedsbrev: ”Når jeg tænker over mit liv, er jeg ked af at skulle tage afsked med de mennesker, jeg elsker. Det er jer, der har gjort mig til den, jeg er i dag. Det er jer, der har gjort, at mit liv ikke bare skal overleves. [...] Jeg har to meget kærlige forældre, som har givet mig al den kærlighed, jeg har haft brug for. Og det er alligevel meget kærlighed.”

Det var sidste gang, de så ham.