Så skete det igen. Jeg tilbragte igen ti minutter af mit liv i »sikkerhedskontrollen« i Kastrup. Det var passageren før mig, der havde et uidentificeret metalobjekt i sin kuffert som derfor blev endevendt i alles påsyn.

»Det kan lære dig at tage rene underbukser med,« sagde jeg for at trøste ham.

Det uidentificerede objekt var en art primitiv skruenøgle, som dem man bruger til at samle IKEA-møbler. Den blev højtideligt beslaglagt med den vittige kommentar: »Vi kan jo ikke have, at du skruer vingerne af maskinen.«

I et retssamfund er det normalt ikke tilladt at kalde nogen sabotør, terrorist eller massemorder uden at have beviser. Det er heller ikke tilladt at konfiskere folks ejendele uden at give dem mulighed for at få dem tilbage: I det mindste har man krav på en kvittering. Men retssamfundet er suspenderet i Kastrup.

Siden jeg nu havde været flabet, blev min kuffert – som ellers var clearet – også lige endevendt, med hvad der lignede et stykke kaffefilter, som angiveligt skulle kunne afsløre, om der eventuelt havde været sprængstoffer i min kuffert.

Det svarer til, at færdselspolitiet stoppede mig, og at jeg derpå blæste i ballonen og blev fundet appelsinfri – men så alligevel blev tilbageholdt med den begrundelse, at jeg muligvis tidligere kunne have været påvirket.

Sådan fungerer det ikke i et retssamfund – hvor man i øvrigt, i henhold til Genève-konventionen, skal bære handsker, hvis man absolut skal rode i andre menneskers sager. Men retssamfundet er suspenderet i Kastrup.

Knive ad libitum

Det skal indrømmes, at når man endelig er kommet gennem nåleøjet, er det også Paradis på Jord, før vi farer til himmels: I lufthavnen kan man få alt.

Hvis man er flykaprer med morderiske intentioner, vil man særligt værdsætte, at man frit kan forsyne sig med knive og gafler af rustfrit stål, som ligger fremme i en stribe restauranter. Der findes endda – nærmest symbolsk placeret i centrum af terminalen – en stor savtakket brødkniv, hvormed man kunne skære halsen over på en hest. OK, den er fastgjort med et stykke sejlgarn – det skal nok holde al-Qaeda tilbage.

Mon ikke min medpassager undrede sig over at skulle berøves sin IKEA-dims, når nu langt farligere artikler distribueres gratis i terminalen?

Men der er andre ting, man kan undre sig over. Hvorfor er det f.eks. tilladt at medbringe kugle- og fyldepenne på et fly? Jeg, som har gået på antiterrorkursus i Paris, ved, at en pen i sig selv er et dødbringende våben, hvormed man kan punktere halspulsåren på, hvem man vil. En klassisk episode af »The X-Files« (»Tempus fugit«, 1997) viser endda, hvorledes en bad guy på et fly-toilet samler sig en pistol af plastic, som kun kræver én del af metal: fjederen fra hans kuglepen! Men selv hvis dette er fiktion, står pennen i nærkamp ikke tilbage for hobbykniven.

Og så taler vi endda her kun om stikvåben. Lufthavnen byder derudover på alle slags brændbare væsker og spraydåser af den slags, som man helt sikkert ville blive berøvet ved rullebåndet – hvor selv en flaske kildevand er forbudt. Det er dog tilladt at medbringe netop én lighter (som om én eller to gjorde en forskel).

Skal jeg forklare nærmere, hvad man kan lave af tidsindstillet fyrværkeri med en dåse hårlak, en lighter og en rulle tape? Eller ville det gøre mig til FBIs most wanted, som en »hjerne« bag kommende terrorangreb? Lad mig nøjes med at sige, at man kan gøre væsentligt mere end blot at »deaktivere røgalarmen«, som det åndssvagt hedder.

Mormor i Potemkin-kulissen

Helt seriøst: Ville det ikke være bedre om »hjernen« lå bag den måde, vore lufthavne fungerer? Som det er nu, kan det i hvert fald ikke påstås at være tilfældet.

Jeg kunne måske til nød acceptere en undtagelsestilstand, hvis den havde et formål, men det aktuelle Cirkus Kastrup er hinsides enhver komik.

Hvad skal man sige til en »metaldetektor«, der bipper – hvorpå mormor bliver trukket til side og overgramset – hvorpå hun alligevel får lov at gå, fordi der faktisk ikke var noget metal? Hvad kan man konkludere andet end, at »metaldetektoren« faktisk ikke virker? At det er en Potemkin-kulisse, der bipper tilfældigt for at gøre indtryk? Og er det betryggende?

Jeg har forgæves forsøgt at finde mening i denne galskab. Er det simpel inkompetence? Kontrol for kontrollens skyld? Totalitær sadisme? Er det ligesom video-kameraer, der ikke behøver at virke for at virke?

Det dybeste motiv er formentlig det laveste. »Vi må jo tænke på vores business priority klientel. Vi kan ikke bare konfiskere deres Mont Blanc-penne og Ronson-lightere, bede dem spise deres rib-eye med pinde, eller forhindre dem i at forsyne deres harem med parfume. Vi må jo tænke på omsætningen!«

Fint, så tænk på omsætningen. Men lad være med at påstå, at der er nogen som helst sikkerhed på afgange fra Kastrup – for det er der ikke. Jeg vasker mine hænder.