Den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, der med sin bog »Livet, det forbandede« fik Se og Hør-skandalen til at rulle, nægter sig skyldig i politiets anklager.
Det fortæller han ifølge BT, efter at politiet onsdag morgen ransagede hans hjem og sigtede ham for at have samarbejdet med en tidligere IBM-ansat, den såkaldte »tys-tys kilde«, der mod betaling skaffede oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortbrug.
Sammen med en anden Se og Hør-journalist mistænkes Ken B. Rasmussen for at tilskyndet kilden til uberettiget at skaffe sig adgang til kreditkortoplysningerne.
»Der siger jeg, at jeg er ikke skyldig. Fordi det handlede om, at jeg havde »tilskyndet til det«, og jeg har ikke tilskyndet til noget. Det er ham selv, der kommet og tilbudt. Jeg har ikke betalt ham eller været med til at betale ham på noget tidspunkt. Derfor erklærede jeg mig uskyldig,« siger Ken B Rasmussen til bt.dk.
Han siger, at brugen af »tys-tys kilden« var kendt på højeste niveau i Aller-koncernen.
»I min verden er det, at cheferne har ansvaret for det, og har været vidende om det hele tiden,« siger han til bt.dk.
Til BTs spørgsmål om, hvor højt op i hierarkiet, man har kendt til sagen, siger han:
»Helt op til administrerende direktør i Aller-koncernen,« siger Ken B. Rasmussen med henvisning til Aller Medias norske direktør, Pål Thore Krosby, som indtil videre har afvist at kende til brugen af »tys-tys kilden«.
»Det er cheferne, der godkender det hele. Ikke de små journalist-fisk,« tilføjer Ken B. Rasmussen.
Sammen med en nuværende Se og Hør-journalist mistænkes han blandt andet for at have overtrådt straffelovens paragraf 263 om freds- og ærekrænkelser. Politiet har også rejst sigtelse mod Aller-koncernen.
Københavns Vestegns Politi ransagede onsdag fire adresser i Storkøbenhavn i Se og Hør-sagen, herunder hos de to journalister, hos Aller samt hos forlaget Bogkompagniet, der har udgivet Ken B. Rasmussens bog.
Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Allers topchef, nordmanden Pål Thore Krosby.