OBS: Artiklen er skrevet, før Gimi Levakovic' udvisning blev annulleret i landsretten.

»Ingen er perfekt i denne verden. Der er kun én, der var perfekt, og det var Jesus Kristus. Vi er ikke de perfekte mennesker, men vi er også mennesker.«

Sådan indleder Gimi Levakovic et TV 2-program om sin berygtede familie med kroatiske rødder, der kom til Danmark i 1972. Samme år som Danmark stemte ja til EF, og dronningen blev dronning.

Særligt Gimi Levakovic skulle vise sig også at komme til at sætte et aftryk på Danmarkhistorien. Ikke på niveau med hverken EF eller dronningen, men på sin helt egen måde. Og det er ikke en måde, der indbyder til efterligning.

I dag er han nemlig overhoved for en familie, der har fået ry for at være blandt Danmarks mest kriminelle.

Den selvudnævnte sigøjnerboss og hans familie har skabt meget debat i medierne og blandt folk, fordi de har spillet efter egne regler og i visse tilfælde knapt er blevet løsladt, før de var fængslet igen. En føljeton, der måske snart kan sættes et foreløbigt punktum i, når overhovedet, Gimi Levakovic, udvises.

Den 46-årige kroat har en lang historik med domme for blandt andet vold og trusler og er generelt kendt for at være meget temperamentsfuld. Et af de overfald, han er dømt for, er at have kørt sin ekskone ned, da hun kom gående med sin nye kæreste. Hun slap med livet i behold og 16 sting.

Gimi Levakovic har ingen uddannelse og har aldrig arbejdet. Sammenlagt har han siddet i fængsel i mere end fire år, han husker det ikke selv præcis, og i fredags puttede Retten i Næstved yderligere et år og tre måneder oveni puljen. Men derefter er det slut. Gimi Levakovic blev nemlig også dømt til udvisning af Danmark i 12 år. Dommen blev med det samme anket til Østre Landsret.

Har modtaget 17 mio. kroner på fire år

Familieoverhovedet kom til Danmark som toårig med sine forældre og søskende, og en del af disse har heller ikke ligget på den lade side.

To af hans brødre og to nevøer er allerede udvist af Danmark for diverse lovovertrædelser herunder hjemmerøverier og grov vold.

Det familiemedlem med flest domme og flere end 200 kriminelle forhold bag sig er Gimis nevø Jura Levakovic, der er søn af broren Giovanni. Han startede sin kriminelle løbebane allerede som otteårig, og da han var 13 år, kunne han se sig selv på Ekstra Bladets forside i forbindelse med en voldtægt af en 30-årig dame på Strøget.

Lige nu afsoner han en dom på fem år i Nyborg Statsfængsel for blandt andet bankrøveri, og han forventes løsladt senere i år. Når det sker, bliver han sendt til Kroatien for bestandigt.

Ekstra Bladet har fulgt familien i en lang artikelserie og estimerer, at den har kostet samfundet 74 mio. skattekroner, da langt de fleste er på overførselsindkomst. Ifølge en opgørelse fra Københavns Kommune har familien de sidste fire år modtaget 16,8 mio. kroner fordelt på 28 familiemedlemmer.

De svimlende beløb har fået flere politikere op af stolene, og blandt andre Brian Mikkelsen (K) har udtalt sig om familien, som han over for Jyllands-Posten kaldte »uden for pædagogisk rækkevidde« og sagde, at der var brug for mere konsekvens og mindre godsomhed i det danske samfund.

»Det er fuldstændig åndssvagt, at de går rundt og fylder de danske fængsler ud til en formue, hvor de i stedet burde sendes til Kroatien og sættes i fængsel der,« sagde han til Jyllands-Posten.

Og Camilla Schwalbe (S), et byrådsmedlem i Tårnby Kommune, hvor familien bor, skrev på sin Facebook-profil, at hun »hellere end gerne så familien forlade sin kommune«.

Vil hjælpe sine børn

Tidligere i år fulgte TV 2 i to programmer med i familiens liv i en villa på Amager. Her proklamerede Gimi Levakovic, at hans største drøm er at få et job, så han kan betale sine regninger selv.

Han var også bange for, at den yngste del af familien blev kriminel, og det var vigtigt for ham, at det ikke skete. Han ville stoppe det, sagde han. Men han blev tavs, da spørgsmålet gik på, hvordan han ville sikre det.

»Jeg vil hjælpe mine børn,« sagde han og tav.

Men med enlig forældremyndighed kan det blive svært at gøre, når han bliver udvist.

Arbejdet med at holde børnene væk fra kriminalitet har heller ikke været en udpræget succes. I hvert fald har sønnen Santino Levakovic også allerede afsonet en række domme for blandt andet tricktyverier, som han har gennemført med sin faster Diana, der kaldes »tricktyvenes dronning«, ligesom han var med til den tidligere nævnte påkørsel af sin egen mor.

Fanget i Korsør

Den episode, der har medført, at Gimi Levakovic nu kan forberede sig på en fremtid i fængsel og derefter i Kroatien, udspillede sig i Korsør 2. maj i år.

Her blev politiet tilkaldt, fordi Gimi Levakovic var kommet op at skændes med nogle andre romaer, som han blandt andet havde truet med en pistol.

Og det var altså dråben, der fik bægeret til at flyde over, og dommeren konkluderede under domsafsigelsen, at sigøjnerbossen på trods af 43 år i landet har en meget lille tilknytning og er farlig for Danmark.

»Vi har lagt vægt på, at han har en fortid med flere tilfælde af grov vold og afpresning, og vi mener på den baggrund, at der er risiko for, at han vil fortsætte i sit kriminelle virke, hvis han forbliver i Danmark,« lød det fra dommeren under torsdagens domsafsigelse.

Gimi Levakovic og hans forsvarer, Bjørn Elmquist, ankede dommen til landsretten på stedet.

»Den var hård, og den var forkert,« sagde Bjørn Elmquist om dommen til Ekstra Bladet TV umiddelbart efter domsafsigelsen.