Vi er selv ude om det. Lige så længe der har været diskussion om EF, der blev til EU, har vi fundet os i, at politikerne har løjet for os, fordi de ikke troede på, at vi kunne tåle at høre sandheden. Derfor bør politikerne ikke undre sig, hvis de oplever, at det er svært at få et mandat fra vælgerne. Forudsætningen for at give nogen en myndighed er, at man har tillid til dem.

Men generation efter generation af politikere fra de fire gamle partier har udstedt løfter om grænser for unionen, der aldrig blev holdt, og har truet os med de forfærdeligste konsekvenser, hvis vi ikke stemte, som de ønskede. Jeg behøver blot minde om euro-afstemningen i 2000, hvor daværende økonomiminister Marianne Jelved (R) drog rundt og prædikede, at den økonomiske dommedag ventede os, hvis vi ikke sagde ja til euroen. Hvem var klogest, Jelved eller vælgerne?

Sidste fredag mente statsminister Lars Løkke Rasmussen og oppositionens leder, Mette Frederiksen – jeg bruger her betegnelsen »opposition« af gammel vane, for det er meget længe siden, vi har haft en egentlig opposition – i et dobbeltinterview i Berlingske, at det er »dybt betænkeligt« og »forstemmende«, når Dansk Folkeparti ikke stoler på deres fælles løfte om, at Danmark aldrig vil indordne sig en fælles EU-asylpolitik uden en forudgående folkeafstemning. Og sin dramatiske natur tro erklærede Mette Frederiksen ligefrem: »Det vil jeg faktisk ikke have siddende på mig, at man ikke kan stole på, hvad jeg siger«.

Det er jeg bange for, at hun bliver nødt til. Der er tilstrækkeligt med eksempler på, at hun ligesom Lars Løkke Rasmussen har haft et taktisk forhold til sandheden. I dansk politiks øverste ledelseslag er det sværere at finde en ærlig politiker, end det er at finde en nål i en høstak.

Dansk Folkepartis synspunkt er, at Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens garanti er værdiløs, fordi den kun står i bemærkningerne til loven, men ikke i selve lovteksten. Dansk Folkeparti har ret i, at garantien er værdiløs. Lars Løkke og Mette Frederiksen kan ikke garantere noget som helst på fremtidens vegne.

Det står derfor fast, at hvis man stemmer ja på torsdag, siger man ja til, at det til enhver tid værende folketingsflertal kan afgive dansk suverænitet på retsområdet til EU i et i realiteten ubegrænset omfang.

Sig dog for en gangs skyld sandheden, kære politikere.

Nej-partierne har også ret i, at vi kan få en parallelaftale om Europol. Det har lande som Island, Norge, Schweiz, USA, Rusland. Ingen har interesse i andet, og i øvrigt spiller Interpol, der har 190 lande som medlemmer, nok så stor en rolle for den internationale kriminalitetsbekæmpelse.

På den anden side er nej-partiernes frygt for, at et folketingsflertal en dag skulle gøre op med ja-partiernes garanti, hysterisk. Skulle det en skønne dag ske, at der blev folketingsflertal for at overtage EUs asylpolitik, så ville det temmelig sikkert være i overensstemmelse med befolkningsflertallets holdning på det tidspunkt. Andet ville være politisk selvmord.

Og nej-partiernes påstand om, at vi i tilfælde af et ja vil få EU-retstilstande i Danmark er skrækpropaganda på linje med ja-partiernes om, at vi mister muligheden for samarbejde med Europol. Skrækpropagandaen vedrører det såkaldte »princip om gensidig anerkendelse«, der ifølge nej-partierne truer det danske retsparadis med italienske eller – om muligt endnu værre: rumænske – tilstande.

Hertil er for det første at sige, at italiensk ret næppe er ringere end dansk – i kampen mod mafiaen har dommere og advokater sat deres liv på spil. For det andet vedrører princippet om gensidig anerkendelse ikke rent danske forhold, men kun sager, hvor der er to eller flere lande involveret. Desuden rummer princippet en garanti for, at kendelser afsagt i andre EU-lande helt eller delvist kan afvises, hvis de kolliderer med dansk retstradition.

Hvordan skal man så stille sig, når man har skudt de lerduer ned, som partierne har sendt op i form af rædselsscenarier? Jeg vil ikke pådutte nogen min holdning, men den kan måske inspirere til diskussion.

Jeg har, lige siden jeg som ung stemte ja i oktober 1972 til Danmarks indtræden i EF, set et stærkt europæisk samarbejde som en simpel nødvendighed, ligesom jeg i dag håber, at bestræbelserne for et europæisk-amerikansk indre marked vil lykkes.

Der er to hovedtendenser i EU: den idealistisk-eurokratiske, der stræber efter at virkeliggøre målsætningen i Rom-traktatens præambel om en stadig tættere union. Og den pragmatiske, hvis grundsynspunkt er, at nationalstaterne er demokratiets fundament, forskelligheden Europas styrke, og at samarbejdet skal udbygges i det omfang, det giver praktisk mening og styrker Europas position i verden.

Min vurdering er, at hvor den idealistisk-eurokratiske linje længe har bestemt udviklingen, så arbejder tiden nu for den mere pragmatiske. Virkeligheden korrigerer idealismen. Lykkeligvis. Og i den sammenhæng giver det mening at gå ind for den tilvalgsordning, vores dygtige embedsmænd har forhandlet frem. Det er simpelthen sund fornuft at sige ja til EUs retlige fællesskab på de 23 områder, folkeafstemningen i praksis drejer sig om. Der går ingen skår af os, men vi vinder i effektivitet.