Indbyggerne i Shimla har ikke kunnet enes om meget i den senere tid. En tørke i byen, som ligger i udkanten af Himalaya, har fået indbyggerne til at lægge skylden for de svindende vandressourcer på landbruget, på turistindustrien og på hinanden.

Og alle har været vrede på de såkaldte nøglemænd.

Shimlas nedslidte netværk af vandledninger er bygget under det britiske kolonistyre for mere end 70 år siden, og det er afhængigt af de embedsmænd, som i folkemunde kaldes nøglemænd; de skal åbne og lukke for en række ventiler og dermed tilføre vand til det enkelte boligkvarter. Den nuværende vandmangel betød i maj måned op mod tyve dage uden vand for nogle beboere, og det har ført til udbredt vrede mod disse nøglemænd. Nærmest ethvert nabolag beskylder dem for at berøve netop det en retfærdig andel af vandet, og til sidst måtte en domstol yde dem politibeskyttelse.

»Jeg fik vrede opringninger, og folk kaldte mig alt muligt – dum, nytteløs – klokken et eller to om natten,« fortæller den 44-årige Inder Singh, der har været nøglemand i 24 år. »Jeg blev mobbet af snesevis af mennesker, når jeg forsøgte at gå på arbejde om morgenen,« siger han og sætter den meterlange fastnøgle ned i jorden for at åbne en ventil.

Turisme er en af økonomiens grundpiller i denne bjergby, som de britiske kolonimyndigheder gjorde til deres sommerhovedstad for at undslippe den nådesløse varme i Delhi. Men tørken har – ledsaget af usædvanligt høje temperaturer – været så alvorlig, at nogle indbyggere gik på Twitter for at bede turisterne om at blive væk og overlade vandet til de lokale. Mange i Shimla taler om den værste vandmangel i mands minde.

Op mod 30 procent af byens hotelreservationer er blevet annuleret inden for den seneste måned, og årsagen er bekymringen for vandmangel, fortæller Sanjay Sood, der er formand for sammenslutningen af hoteller og restauranter i Nordindien. Nogle af disse reservationer blev aflyst af turisterne selv, andre af hotellerne.

Tankbiler med vand har holdt parkeret i rækker langs Shimlas snoede bjergveje. Et skilt på en af dem bar teksten, »Hvor der er vand, er der en fremtid.«

Vandledninger med lækager

I en netop offentliggjort rapport skriver regeringen, at Indien gennemlever den værste vandmangel i historien, som truer millioner af mennesker og husdyr. Op mod 600 millioner indere – halvdelen af befolkningen – døjer med høj eller ekstrem vandmangel, og op mod 200.000 mennesker dør hvert år som følge af utilstrækkelig adgang til rent vand.

I 2030, advarer rapporten, vil landets vandbehov være det dobbelte af den tilgængelige forsyning.

I Shimla har de stigende temperaturer og den svindende mængde af regn og sne – som udgør byens vigtigste vandressourcer – været de vigtigste faktorer i krisen.

»Vi oplever den globale opvarmning overalt i Indien, og Shimla er ingen undtagelse,« siger Vineet Chawdhry, der er departementschef i delstaten Himachal Pradesh, hvor Shimla er hovedbyen.

Men byens gamle vandledninger lækker også fem millioner liter vand om dagen, fortæller Chawdhry på sit kontor. Et 675 millioner kroner dyrt moderniseringsprojekt skal blandt andet tilføje en vandledning fra en nærliggende flod. Projektet er støttet af Verdensbanken og ventes færdigt i 2023.

Belastningen af byens vandforsyning øges betydeligt under sommerens turistsæson, når Shimlas befolkning fordobles. I sommermånederne, fortæller Chawdhry, skal byen typisk bruge 45 millioner liter om dagen. Den nuværende forsyning er imidlertid på 31 millioner liter, og da krisen var mest akut, var den nede på 22 millioner.

Håndgemæng ved tankbil

Men Shimla er ikke den eneste by i Indien, hvor vandforsyningen er under øget pres. Sidste år var det fjerdevarmeste i landet, siden målingerne begyndte i 1901, og nedbøren var seks procent mindre end i 2016.

Mange af Indiens byer har som Shimla forældede vandforsyningssystemer, fortæller Rajendra Singh, der er grundlægger og formand for naturværnsgruppen Tarun Bharat Sangh. Indien har også forsømt at udnytte forholdsregler som regnvandsreservoirer, siger han.

»Der er omkring 900 byer i Indien, som har problemer med vandforsyningen. De står over for en krise i dag, i morgen og i overmorgen. Shimla har fået mere opmærksomhed fra medierne, men mange områder lider af den samme vandmangel.«

En af de 900 byer er hovedstaden New Delhi. I år døde en far og hans søn i det kronisk vandfattige Wazirpur-kvarter, da et slagsmål brød ud i køen ved en tankbil.

Den 18-årige Rahul Kumar blev dødeligt såret i håndgemænget under den brændende sol, som begyndte, da en nabo beskyldte ham og hans bror for at springe over i køen. Hans far, den 60-årige Lal Bahadur, fik et hjertetilfælde og døde, da han forsøgte at gribe ind.

Rahul Kumurs mor, Sushila Devi, fortæller, at Wazirpur var løbet tør for vand i januar, hvilket er noget tidligere på sæsonen end normalt. Andre indbyggere i kvarteret kunne føje til, at vandet i hanerne er beskidt og udrikkeligt, når det en sjælden gang løber.

»Min mand og min søn døde på grund af vandet,« konstaterer Sushila Devi.

Selvjustits i kvarteret

På endnu en varm eftermiddag i Wazirpur stiller naboerne sig igen i kø med deres tomme dunke og potter og venter på den tankbil, som myndighederne sørger for. Men da tankbilen dukker op, giver en ældre mand sig til at dirigere med forsamlingen og sikre sig, at der er orden på sagerne.

»Det er i offentlighedens interesse,« siger han. »Efter slagsmålet mødtes vi i kvarteret og indførte visse regler for kødannelser.«

Alligevel forekommer der stadig anspændte situationer. »Hvorfor er din kande så stor? Den er for stor!« råber en kvinde pludselig til en anden.

»Nej, den er helt i orden,« svarer den anden rapt.

Oversættelse: Lars Rosenkvist