Knusende for partiets arbejde i regeringen med Socialdemokratiet og de radikale og knusende for Søvndal-fløjens forsøg på at omdanne det socialistiske parti til et midterparti i bestræbelserne på at holde sammen på en regering, der er domineret af de radikale. Men det var også et protestvalg fra mange menige medlemmer, som ikke har fattet, hvordan et socialistisk parti langsomt har ændret sig til at være alt andet end rød med en topstyring, Socialistisk Folkeparti ikke har været vant til.
Det var et protestvalg, hvor man valgte en kandidat, der står for den rene røde linje. Det var et markant nej til Søvndal, Astrid Kragh og Thor Möger Pedersen, der af partiets bagland opfattes som politikere, der sælger ud af partiets sjæl for at sidde i en regering. For alle andre er opgøret i SF kun interessant af en eneste grund. Og det er, om regeringen har mulighed for at leve videre med et SF, der under Annette Vilhelsem vil bevæge sig langt væk fra det regeringsgrundlag, Søvndal og hans kolleger har fulgt loyalt. Hvis ellers man kan stole på det, hun har stået for tidligere. For det bliver helt afgørende for regeringens overlevelse i den nuværende form, at Vilhelmsen retter ind.
De radikale vil næppe finde sig i at blive skubbet i en rød retning. Og Vilhelmsen står for en helt anderledes linje, når det kommer til kerneområder som dagpenge, udlændingpolitik, skat og førtidspension - de helt store spørgsmål, som medlemmerne kræver får et betydeligt mere socialistisk aftryk i regeringen.
Og Annette Vilhelsem har lovet i højere grad at konsultere baglandet, inden de store linjer lægges. Selv om hun har lovet at holde fast i regeringsgrundlaget, så er det også klart, at partiprogrammet spiller en betydelig større rolle hos hende end hos Søvndal-fløjen. Regeringen vil under Vilhelsem få betydeligt sværrere ved at manøvrere end under Søvndal af den simple grund, at partiets bagland forventer en renere rød profil. Det forpligter. Det vil komme til at koste på sammenholdet i en regering, der i høj grad præges af radikale synspunkter. Og med så vitale spørgsmål, der er på spil i den kommende tid med vanskelige finanslovsforhandlinger og nødvendige reformer for at ruste Danmark til fremtiden og sikre, at danskerne stadig har et samfund, der hænger sammen økonomisk, er det selve regeringssamarbejdet, der riskerer alvorlige skrammer.
Vilhelmsen vil allerede i den kommende uge sætte sit eget hold centrale steder i partiet og for den sags skyld også på ministerposterne. Det vil i sig selv give nogle rystelser i systemet og kan true regeringssamarbejdet. Kort sagt går Danmark en usikker fremtid i møde med en regering, der er nødt til at forholde sig til den nye virkelighed. Heldigvis findes der et alternativ. Det hedder en borgerlig regering. Og det kan blive en realitet, hvis Vilhelmsen lever op til løftet om en klarere rød profil.