I oktober 2011 blev SF regeringsparti. Godt to år efter trak partiet sig igen ud af regeringen – presset af indre opgør. Men på trods af den mislykkede jomfrurejse, skal SF – når næste folketingsvalg er udskrevet og afholdt – igen prøve lykken som en del af en regering, hvis der vel at mærke former sig et rødt flertal, lyder det fra en stor del af partiets bagland.

I en rundspørge, Berlingske Research har foretaget blandt bestyrelsesmedlemmer, kommunalpolitikere og lokalformænd i SF, svarer 68 procent ja til, at SF skal søge at indgå i et regeringssamarbejde efter næste valg, hvis der tegner sig et rødt flertal. 17 procent svarer nej, mens 14 procent ikke ved det eller ikke ønsker at svare. I alt 246 personer ud af i alt 792 adspurgte har deltaget i rundspørgen.

Ifølge Serdal Benli, medlem af SFs landsledelse, er partiet efter en svækket periode igen klar til at søge indflydelse og blive en del af en ny, rød regering, hvis muligheden skulle vise sig efter næste valg.

»Vi er blevet mere modne, og vi ved nu, hvad opgaven kræver. Det handler om at opstille realistiske mål og være åbne for, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre. Og så handler det i høj grad om at få formidlet det. Vi skal ikke være bange for at tage magten,« siger han.

Styrket SF vil overveje regeringsdeltagelse

SFernes lune kig på regeringstaburetterne kommer kun et halvt år efter, at et mørbanket parti blev trukket ud af regeringen af daværende formand Annette Vilhelmsen oven på et dramatisk møde med SFs landsledelse. Regeringens ønske om at sælge DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs blev for meget for Socialistisk Folkeparti, der på kort tid oplevede en intens, intern splittelse.

Det skal imidlertid ikke forhindre SF i at blive regeringsparti på ny, mener det tidligere SF-byrådsmedlem i Slagelse Kommune Leif Scharling. Han er blandt den del af SFs bagland, der ønsker at give regeringsdeltagelsen et ekstra skud allerede efter næste folketingsvalg.

»Pia (Olsen Dyhr, red.) synes måske, at man skal slikke sårene lidt længere, end jeg synes. Der har været en masse turbulens, men derfor skal man stadig stræbe efter at komme i regeringen. I regeringsgrundlaget svingede de Radikale taktstokken, og vi nikkede bare ja. Det har givet os en god lærestreg. Vi blev taget med bukserne nede, men vi kan gøre det bedre,« siger han.

På Christiansborg afviser gruppeformand og finansordfører Jonas Dahl (SF) heller ikke muligheden af, at SF vil søge mod et regeringssamarbejde efter næste valg.

»Der er ingen tvivl om, at hvis vi har et rødt flertal, er det helt klart en overvejelse, som vi skal gøre os. Dansk politik kan udvikle sig meget, og man skal passe på med at være alt for firkantet i forhold til, hvad der kan ske efter næste valg,« siger han.

Ifølge gruppeformanden kræver regeringsdeltagelse et stærkt SF og et rødt flertal. Desuden er det afgørende, at SF kan se mulighed for at få sin politik igennem, før det er attraktivt for partiet igen at sætte sig i maskinrummet.

»Det er klart, at det betyder noget, hvor stor en styrke SF kommer ud med efter et valg. Det ved vi først på valgdagen, og så må man træffe den endelige beslutning derefter. Det er klart, at hvis man får et stærkt folkeligt mandat, så får man samtidig bedre mulighed for at få sin politik igennem i en regering,« siger Jonas Dahl, der dog understreger, at det »sandsynligvis ikke« er realistisk, hvis SF ikke bliver større end i dag.