»Uddannelsesulighed« har været et nøgleord for Christine Antorini, siden hun i 2005 blev valgt til Folketinget for Socialdemokraterne.
Fra sin nyfundne plads på Christiansborg brugte lærer-datteren de fleste af sine kræfter i armlægning med Venstres daværende undervisningsminister Bertel Haarder om folkeskolens indretning. Han husker tydeligt de mange sværdslag, men understreger i dag, at man altid kunne nå til enighed.
»Christine og jeg var jo i høj grad fælles om undervisningspolitikken i årene 2005-2010. Vi havde et fortræffeligt samarbejde, hvor vi nåede til enighed om samtlige lovforslag, så vidt jeg husker. Da hun blev minister fortsatte det gode samarbejde,« siger Bertel Haarder, der særligt er imponeret over Antorinis saglighed og evne til at få lukket aftaler.
»Hun skaber god stemning og er i stand til at lytte. Derfor er hun også god til at få bragt forligene i hus,« forklarer Bertel Haarder.
I sin tid som undervisningsminister har den tidligere TV-vært og erhvervskvinde været regeringens pennefører på både folkeskolereformen og en reform af erhvervsskolerne. Med en videreførelse af de nationale test og et øget fokus på resultatstyring har Antorini formået at holde fast i en socialdemokratisk linje på trods af intern modstand fra både SF og de Radikale.
»Hun er en meget dygtig forhandler og meget taktisk. Hun ved, hvad hun vil have, og hvor hun vil hen. Derfor skal man altid være velforberedt, når man skal til møde med hende, ellers går det galt. Omvendt er hun også meget inddragende og lyttende,« forklarer SFs undervisningsordfører og tidligere regeringskollega, Annette Vilhelmsen.
Som forhenværende SFer var Christine Antorini i mange år ikke en del af en af de socialdemokratiske »kaffeklubber«. Det blev senere forvandlet til en plads i »Morgenmadsklubben«, som uofficielt er ledet af Henrik Sass Larsen, men som også indeholder navne som finansminister Bjarne Corydon, sundhedsminister Nick Hækkerup og gruppeformand Leif Lahn. Sidstnævnte, der desuden skal være toastmaster til fejringen af Antorini, er sikker på, at hovedpersonen kan nå langt i partiet.
»Jeg tror, at hun befinder sig godt hos os i morgenmadsklubben. Hun er meget stærk rent fagligt, og hun har meget få fjender i partiet. Hun taler altid pænt til folk, og jeg ved, at man respekterer hende for netop det. Jeg tror, at det vil være med til at bringe hende langt i partiet,« forklarer gruppeformand Leif Lahn.
