Når et medlem går imod folketingsgruppens linje, må det have konsekvenser. Sådan lyder det fra SFs gruppeformand, Pernille Vigsø Bagge, efter at den nu tidligere social- og psykiatriordfører, Özlem Cekic, fredag bebudede, at hun ikke kan stemme for den skatteaftale, regeringen har indgået med Venstre og Konservative.
Fredag aften valgte partitoppen således at fratage Cekic hendes ordførerskaber samt retten til at udtale sig på partiets vegne.
- Når Özlem Cekic går imod folketingsgruppens linje, kan vi ikke længere stole på, at hun på andre områder forhandler eller udtaler sig på gruppens vegne. Derfor kan hun ikke være ordfører, siger Pernille Vigsø Bagge til DR Nyheder.
Som regeringsparti skal vælgerne ikke være i tvivl om, hvor mange mandater SF forhandler med, lyder det fra gruppeformanden, der dog afviser, at Özlem Cekic står over for en eksklusion af partiet.
- Vi har ingen planer om at smide nogen ud, og vi har heller ingen tradition for at smide folk ud af SF. Det er slet ikke på tale her. Men når man i pressen insisterer på at være i oppositionen til dem, man burde stå sammen med skulder ved skulder, så har det altså en konsekvens, siger gruppeformanden til DR Nyheder.
Hun håber fortsat at kunne overtale Özlem Cekic til at ændre mening, når Cekic lørdag vender hjem fra en studietur i USA.
Også SFs EU-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, meldte tidligere ud, at hun heller ikke kunne stemme for aftalen, men hun ændrede mening efter et gruppemøde i partiet onsdag aften.
- Det har været en hård og barsk uge. En uge vi vil se tilbage på med rædsel, siger Pernille Vigsø Bagge.
Ifølge ekstrabladet.dk har Özlem Cekic haft »uofficielle kontakter« med flere medlemmer af Enhedslisten i ugens løb, men hun afviser at være i forhandlinger med venstrefløjspartiet.