SFs medlem af Europa-parlamentet Emilie Turunen godkendte selv såvel præmis som de citater på forsiden af dagens Berlingske, hvor hun fastslår, at det vil være godt med en ny politisk plan fra regeringen med en mere grøn profil. I dag anklager Emilie Turunen ellers Berlingske for "totalt misbrug af tillid, præmisser og kontekst i dagens forside-historie."

I en pressemeddelelse, som Emilie Turunen har udsendt i dag, fastslår hun, at præmissen for hendes udtalelser om behovet for en ny regeringsplan var, at regeringsgrundlaget var »fuldt gennemført.« Det er dog ikke korrekt. Såvel i interviewet med Emilie Turunen som i en opfølgende mailkorrespondance fra i onsdags fremgår det, at præmissen var, at regeringsgrundlaget er »fuldt gennemført eller på vej til at blive det«. Den præmis godkender Emilie Turunen ligeledes i mailen til Berlingske med et »OK«.

En opgørelse fra Berlingske Politiko fra april viste, at ud af 95 punkter i regeringsgrundlaget, er 42 allerede trådt i kraft eller vedtaget i Folketinget. 52 andre punkter blev enten lige nu politisk behandlet eller er ikke endnu taget fat på. Kun to punkter er på nuværende tidspunkt helt droppet: Betalingsringen og trepartsaftalen.

Det er da også først efter SF-toppen har fejet Emilie Turunen og andre SFeres ønske af bordet, at Turunen har ændret præmissen for hendes udtalelser i onsdags.

I mailen til Berlingske fra i onsdags godkender Turunen også det citat, der kan læses på forsiden af Berlingske i dag:

»Der er rekordhøj arbejdsløshed i Europa, og gælden er vokset. Det samlede billede er en trussel mod vækst og arbejdspladser i Danmark. Det skal en ny plan tage bestik af. Man kan skrive ind, at den forsatte håndtering af krisen har højeste prioritet, og at man går endnu mere målrettet efter at skabe arbejdspladser i Danmark,« siger SFs europaparlamentariker Emilie Turunen.

I mailen til Berlingske godkender hun desuden et citat mere, som ikke er med i den trykte udgave af Berlingske i dag. I det citat uddyber Turunen i argumentation for en ny regeringsplan, at ministrene efter at have regeret i næsten et år efterhånden har fået så stor indsigt i deres fagområde, at de vil kunne byde ind med nye friske politiske ideer frem mod næste valg.

»Jeg forestiller mig, at der er masser af kraft ude i de enkelte ministerier og en stor iderigdom hos ministrene, efter de nu har siddet i stolen et stykke tid. Samtidig må fortællingen om, hvad regeringen vil med Danmark, gerne stå stærkere. Det synes jeg mangler lidt i det nuværende i øvrigt ellers rigtig gode regeringsgrundlag,« sagde Emilie Turunen.