Er SFs avisannoncer med et billede af partiets spidskandidat og skriften »Der er brug for Margrete Auken i EU« EU-oplysning og opfordring til debat om det europæiske fællesskab? Eller en »stem-på-mig-kampagne«?

Hvis det sidste er gældende, så skal SF formentlig tilbagebetale 1,5 millioner offentlige kroner til Europa-Nævnet. Hvis det første er gældende, så ingen alarm.

Sten Bønsing, du er lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet og kender reglerne på det her område. Har SF brugt pengene fra Europa-Nævnet forkert?

»Hvis man ser på de bagvedliggende regler og den finanslovsbevilling, der er, så strider det her ikke klart imod den bevilling, der er,« siger Sten Bønsing.

Men Europa-Nævnet har selv lagt et regelsæt ovenpå »de bagvedliggende regler«.

»Det, der kan blive diskussionen, er, om nævnet i praksis har lagt en linje, hvor det kræver, at det skal være mere debatskabende vedrørende Europa. Så det kan være i strid med den praksis, som nævnet har lagt til grund for bevillingerne,« siger Sten Bønsing.

Samtlige partier har fået 2,9 millioner kroner af Europa-Nævnet, som blandt andet kræver, at pengene skal bruges til »aktiviteter, der fremmer debat og oplysning om Europa, som for eksempel valgmøder, hvor der både informeres og debatteres om Europa«.

»Midlerne fra partibevillingen kan dog ikke bruges til rene »stem-på-mig«-kampagner,« som Europa-Nævnet formulerer det.

Strider SFs avisannonce med et stort billede af spidskandidaten, Margrete Auken (SF), så imod de regler?

Sten Bønsing kan ikke komme med et klart »ja« eller »nej«.

»Jeg vil ikke sige, at det er klart i strid med reglerne, men det lyder som om, at nævnet i dets praksis har tænkt, at det skal være mere debatskabende end bare valgplakater«.

Han er dog ikke i tvivl om konsekvensen, hvis Europa-Nævnet ikke bryder sig om den måde, som SF har brugt lidt mere end halvdelen af partibevillingen på.

»Hvis nævnet finder, at det her er i strid med reglerne, så er der regler om, at tilskuddene skal tilbagebetales til nævnet,« siger Sten Bønsing.

Europa-Nævnets formand, socialdemokraten Anne-Marie Melgaard, havde fredag middag endnu ikke taget stilling i sagen, men understregede, at nævnet kan gøre krav på pengene.

»Hvis vi så ser noget anstødeligt i det, så beder vi om at få pengene tilbage,« sagde Anne-Marie Melgaard til Politiken.

Hovedpersonen i sagen, Margrete Auken, er ikke i tvivl om, at annoncerne overholder de regler for støtte, som nævnet har udstedt.

»Vi har været i løbende kontakt med nævnet for at sørge for, at tingene var klare. Der er ikke noget der. Vi har aldrig fået en anmærkning fra nævnet, og det får vi heller ikke nu,« siger hun.

Samme melding kommer fra SFs sekretariatsleder på Christiansborg, Jens Andersen, der dog melder sig klar til at tage en ny snak med Europa-Nævnet for at sikre, at det er af samme opfattelse.

Hvis Europa-Nævnet ikke er det, så bliver der overført 1,5 millioner kroner, lover SFs formand, Pia Olsen Dyhr (SF), ifølge Ekstra Bladet.

»Ja, ja, sådan er det«.