Inklusionen af specialbørn i den almindelige folkeskole er nogle steder gået alt for vidt, mener Venstre, og den melding møder opbakning fra en uventet politisk kant.
Pia Olsen Dyhr (SF) er enig i, at inklusionen har taget overhånd i visse kommuner, og derfor bakker hun op om Venstres forslag om at give inklusionen et serviceeftersyn.
»Det er kommunerne, der finder ud af, hvilke børn der skal inkluderes og ikke inkluderes. Men jeg vil blankt erkende, at der er kommuner, der er gået for langt i forhold til inklusion og har brugt det som en konkret spareøvelse. Det var ikke idéen med det,« siger SF-formanden til Berlingske Nyhedsbureau.
Serviceeftersynet af inklusionen er en del af et nyt ungeudspil, som Venstre har præsenteret mandag formiddag, og som også har fokus på ungdomsuddannelser, mobning i folkeskolen samt kriminalitet blandt unge.
Inklusion blev gjort til en del af folkeskoleloven i 2012 af et bredt politisk flertal - alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten. Tanken var, at andelen af elever med særlige behov, der inkluderes i den almindelige undervisning, skulle øges fra 94,4 procent til 96 procent i 2015.
Inklusion har siden været et udskældt begreb, og SF-formanden kalder det da også for »en udfordring«.
»Derfor må jeg erkende, at Venstre har lidt ret i, at man skal kigge inklusionen grundigt igennem. Men jeg tror ikke på, at Venstres forslag kan lade sig gøre, mens man stadig taler om nulvækst,« siger Pia Olsen Dyhr.
Venstre har dog lagt planer for, hvor pengene skal komme fra. Der skal afsættes i alt én milliard kroner til hele ungeudspillet frem mod 2020, og det skal finansieres via satspuljen samt med Venstres ønske om at sænke udviklingsbistanden og rulle nogle af regeringens asylstramninger tilbage.
Men den model er Pia Olsen Dyhr ikke helt med på.
»Venstre vælger endnu engang den lette løsning og siger, at der skal spares på udviklingsbistanden, som åbenbart skal finansiere alt i denne her verden. De burde i stedet komme med reelle nye penge, der kan løse det inklusionsproblem, vi står med,« siger hun.
Venstres næstformand, Kristian Jensen (V), vil endnu ikke svare konkret på, om det såkaldte serviceeftersyn skal ende med, at færre specialbørn bliver inkluderet.
Men ligesom Pia Olsen Dyhr mener han, at flere kommuner har flyttet for mange børn fra specialklasserne over i de almindelige klasser.
»Det er nok for tidligt at sige, at vi har en færdig model for, hvad der skal ske. Men jeg tror, at vi nogle steder har inkluderet for mange. Så tiden er altså til at lave et serviceeftersyn, hvor vi sørger for at lære af de bedste, og sørger for, at inklusion er med til at skabe bedre rammer for børnene,« siger Kristian Jensen.