»Hver 10. unge sælger sex«, står der. Ordene kommer frem som det første, når man giver en søgemaskine på nettet besked på at finde information om unges sexvaner. »Unge beretter om avancerede sexvaner« er næste overskrift. Så følger en lind strøm af ord som »nøgenfotos«, »hævnporno«, »sexsygdomme«, »pornoficering« og »præstationsangst«.
Vi bombarderes med »chokerende« beskrivelser af unges sexliv, der »overskrider grænser« og »kopierer pornobranchen«. Men er der noget om snakken? Eller er det, som det altid har været, hvor generationer er gået i seng med hinanden på kryds og tværs og alligevel på deres ældre dage synes, at ungdommen er lidt for vild?
Den største seksuelle kløft så vi, da blomsterbørnene i 60erne og 70erne råbte »ingen kan eje hinanden« og med pornofrigørelse og kvindekamp gjorde op med forældrenes forestilling om, at sex var noget, der foregik i det skjulte. Helt så stor en kløft kan man næppe tale om mellem generationerne i dag. Og så alligevel. For selv om den seksuelle debutalder ikke har ændret sig i et halvt århundrede, peger eksperterne på, at unge i dag dyrker mere avanceret sex. Først og fremmest på grund af 00ernes pornofrigørelse vol. 2.0. Men faktisk ved man ikke særlig meget om danske unges sexvaner i dag. Der findes kun meget lidt forskning på området, og de større undersøgelser går adskillige år eller sågar årtier tilbage i tiden.
»Et stort problem,« lyder det fra foreningen Sex og Samfund.
»Et nedprioriteret emne,« siger en af landets føren-de eksperter i sexologi.
»En tung dyne at løfte, fordi folk lyver, når det handler om sex,« mener det 20. århundredes mest banebrydende sexolog.
Sidste år konkluderede en undersøgelse, at unge med flere, skiftende og tilfældige partnere oftere har ubeskyttet sex, og at det gerne er i ferier, til festivaler og med alkohol i blodet, at de vælger usikker sex. De 15-24-årige står for 75 procent af alle tilfælde af kønssygdomme herhjemme, men faktisk har antallet af tilfælde af den mest udbredte kønssygdom klamydia været faldende siden 2009, og undersøgelsen er svær at bruge som målestok for, om de unge er mere grænsesøgende i sengen. Et sted, hvor man til gengæld ved, at de unge giver den gas på lagnerne, er på Roskilde Festival. I den forgangne uge er der blevet rejst ca. 50.000 telte på Roskilde Festivals campingområde, hvor der har boet cirka 80.000 personer, der i gennemsnit er 24 år gamle. 49 procent af dem er kvinder, mens 51 procent er mænd. I alt er 57 procent af dem – eller hvad der svarer til 45.600 personer – single.
Det er her, på den mark i Danmark, der efter sigende lægger græs til allerflest seksuelle eskapader, vi er taget på feltstudie. For det er her, de fleste normer og regler ophører hvert år i uge 27, når alkohol og rusmidler går ind, musikken spiller, og fornuften siver ud med det sparsomme badevand. Alt imens hundredtusinder af forældre sidder derhjemme og gnider sig nervøst i hænderne, mens de venter på, det hele er overstået.
Roskilde Festivals egen undersøgelse viste sidste år, at hver tredje festivalgæst havde sex i dagene fra torsdag til søndag. Sex og Samfund delte 25.000 gratis kondomer ud, og traditionen tro meldte hospitaler i hovedstaden alligevel om travlhed på afdelingen for kønssygdomme efter festivalen.
»Jeg er villig til at gå hele vejen og gøre hvad som helst,« siger 24-årige Anders Engelbrecht Jensen, der er på Roskilde Festival for anden gang:
»Der er ingen hæmninger. På Roskilde eksisterer grænser ikke. Her går alle mere til den. Sidste år var jeg til koncert og sejlende beruset. I en kø til baren mødte jeg en helt tilfældig sød pige. Vi snakkede lidt, og så gik vi hjem i mit telt.«
Men hvordan Roskilde-gæsterne opfører sig anno 2015, vender vi tilbage til. Fortællingen om de unges sexvaner fører os først tilbage gennem støvede historiebøger, forbi den seksuelle revolutions pioner, som de kaldte »pornosvinet«, og til en anonym telefonlinje, hvor der i dag stadig føres utallige samtaler om sex.
Da Roskilde Festival i 1971 slog sine første teltpæle i jorden, var der en del mere hud, bare bryster og fritvoksende kønsbehåring, end vi ser på festivalpladsen i dag. Det afslører et dyk ned i de gamle fotoarkiver. Det handlede imidlertid ikke kun om sex. Under slagord som »fri kærlighed« og »ingen kan eje hinanden« udfordrede man i de glade 60ere og i 70erne begrebet monogami, men det handlede også om »den seksuelle frigørelse« generelt. Pornoen var netop blevet frigivet, og i 70erne blev ligestillingen af kønnene og kvindernes seksualitet for alvor sat på dagsordenen, samtidig med at flere og flere bøsser og lesbiske sprang ud i fuld flor.
I 2015 er gratis porno i alle afskygninger to klik væk på telefonen. Kvinder behøver ikke længere en mand for at få børn, og i sidste uge anerkendte den kristne supermagt USA ægteskab mellem homoseksuelle. Alligevel har debutalderen for sex ikke rykket sig en tomme siden de glade 60ere, siger læge og professor i sexologi Christian Graugaard, der har indsamlet viden om danskernes seksuelle debutalder siden Anden Verdenskrig. I dag som for 50 år siden har halvdelen af danske unge debuteret, når de er 16 år.
»Vi hører konstant, at seksualiseringen af by- og medierummet får unge til at debutere tidligere og tidligere, men faktisk viser opgørelsen, at gennemsnitsalderen ved første samleje har ligget konstant siden de sene 1960ere. Det kan godt være, at flere unge har tidlig sex, men til gengæld er der også flere unge, som går senere i gang,« siger Christian Graugaard, der er faglig leder af Sexologisk Forskningscenter ved Aalborg Universitet.
Unges sexliv i dag ser dog anderledes ud, end det gjorde før i tiden, siger han.
»Unge har adgang til et langt mere seksualiseret medieunivers, end deres forældre og bedsteforældre havde. Til gengæld er de også langt bedre til at navigere i det, end vi voksne ofte tror. Dagens unge lever i en udpræget frisindskultur, som indebærer, at de forholder sig åbent over for eksperimenter. Af samme grund har ganske mange prøvet oral- og analsex eller forskellige typer sexlegetøj. Seksualiteten er blevet mere legende og flydende end for blot en eller to generationer siden. Og så længe de unge passer på sig selv og hinanden, er det for mig at se en glædelig udvikling,« siger Christian Graugaard, der mener, at vi bør slå koldt vand i blodet, når vi rynker panden over unge og deres forhold til sex.
»Generelt er der ingen grund til bekymring. Langt størstedelen af de unge har gode og ansvarlige sexvaner, og langt de fleste er gode til at passe på sig selv og hinanden. Og det fåtal, som er i knibe, hjælper vi ikke ved at gå i panik eller i baglås af bekymring,« siger Christian Graugaard.
Undersøgelsen viste også, at piger og drenge i dag er lige gamle, når de har sex første gang. Sådan var det ikke på mormors tid. Her blev kvinder med lyst til sex set som billige eller ligefrem syge, og vi kan i dag takke nogle få pionerer for den seksuelle revolution, der i det 20. århundrede gjorde sex til andet og mere end forplantning, der foregik i det skjulte.
En af dem er den i dag 92 år gamle psykolog, sexolog og forfatter Sten Hegeler. Han er blevet kaldt pornosvin, sexguru og frisindets nestor. Han var den første, der satte ord på danskernes sexliv og har lige siden provokeret og insisteret på at pille ved og skubbe til danskernes fordomme.
I 1948 udkom hans bog »Hvordan, mor?«. Det var sexoplysning for børnehavebørn og helt uhørt på den tid. Tre år senere udgav han med sin hustru »Kærlighedens ABZ« og i mange år drev de efterfølgende flere sexbrevkasser.
I dag mener han, at unge roder med stort set de samme seksuelle problemer, som de gjorde, da han selv var ung: Præstationsangst, forkerte forventninger og hæmninger. Og en af de helt store spillere på den bane er stadig pornografien, mener han.
»I virkeligheden minder porno om Morten Korch. Det er så lykkeligt alt sammen. Jeg husker et brev fra en kvinde, der ikke forstod, hvorfor manden i pornofilmen kunne komme ti gange, mens hendes egen mand kun kunne to gange,« siger Sten Hegeler.
Den 92-årige fortsat praktiserende psykolog har svært ved at komme med et bud på, om unge i dag dyrker vildere og mere grænsesøgende sex. Folk er simpelthen ikke ærlige, når de skal svare på spørgsmål om deres sexvaner, mener han.
Men provokatøren vil gerne komme med en opfordring til nutidens unge, der modsat før i tiden har ubegrænset adgang til porno.
»Vi skal passe på os selv, men vores over-jeg fortæller os ofte, hvad vi ikke må. Så jeg håber, de giver den mere gas. Fordi det er sjovere. Vi må godt spænde buen lidt mere, for ellers kommer vi aldrig videre,« siger han.
En, der har fingeren på pulsen i dag, er projektleder i Sex og Samfund og på Sexlinien for Unge Jeppe Hald. Han har i knap 20 år arbejdet med rådgivningen, der hvert år har 11.000 samtaler med unge mellem 12 og 25 år, som ringer ind for at få råd om sex.
Her lyder meldingen også, at unges sexliv er blevet mere avanceret.
Og i dag bliver der stillet spørgsmål, som der ikke blev stillet for 20 år siden.
»Jeg oplever, at flere unge er meget åbne over for seksualitet. Både over for orientering, men også over for seksuelle praktikker. Der er flere unge, der viser en større grad af eksperimentering inden for eksempel analsex og sexlegetøj,« siger Jeppe Hald.
Men kan unge ikke føle sig pressede af det, de ser i pornografien?
»Det kan være frisættende for nogle unge at se, at sex kan være andet end det heteroseksuelle skedesamleje. Men jo, vi oplever også unge, der føler sig pressede. Pornografien må ikke stå alene og være ubearbejdet. Derfor er det så vigtigt med seksualundervisning på skoler og ungdomsuddannelser, for det er her, at vi kan arbejde med at styrke børn og unges selvværd og evne til at erkende egne grænser og respektere andres,« siger Jeppe Hald.
På Roskilde Festival er de sidste gæster i dag ved at rulle soveposerne sammen og rejse hjem. Vejret har i år indbudt til en hel del mere bar hud og nætter under åben himmel, end det har været tilfældet mange tidligere år. Der er blevet kysset, krammet og dyrket sex på stribe under de tynde teltduge og i fjerne afkroge.
En af dem, der har været fast inventar på Roskilde Festival i mere end 30 år, er Christine Bilde. Og ifølge hende er festivalen et meget godt spejl for tendenserne i samfundet. Også når det kommer til sex.
»Der er stadig noget mere nøgenhed på Roskilde Festival end andre steder. Men den naturlige frigjorthed, hvor folk badede topløse, ser vi ikke så meget af i dag. Festivalen afspejler i høj grad samfundet, og når man ser en naturlig ændring i samfundet, vil man også se en ændring på Roskilde Festival,« siger Christina Bilde, der de seneste seks år har fungeret som festivalens talskvinde.
At unge i dag skulle være mere uansvarlige og dyrke mere uforpligtende og ubeskyttet sex her, end tidligere generationer gjorde, tvivler hun på. Tværtimod mener hun, at festivalens udskejelser skal ses som en reaktion på alle de normer og regler, der hersker i samtlige årets øvrige uger.
»Unge i dag er i virkeligheden meget ansvarsbevidste og er enormt fokuserede, og på den måde ligger der et kæmpe forventningspres på dem. Noget af det, der er meget særligt ved Roskilde Festival, er, at her er et frirum. Her kan man være sig selv. På den måde er man mere løssluppen på festivalen, end man får lov til at være til daglig, og det tror jeg er en virkelig stor kvalitet.«
Skriftlige kilder:
Sundhedsstyrelsen, Sex og Samfund, »Sexual behavior among young Danes aged 15-29 years: a cross-sectional study of core indicators« v/Marianne Johanson Jørgensen, Roskilde Analyse, Sexlinien for Unge, Center for Ungdomsforskning, Drømmen om det 20. århundrede: Køn og seksualitet.