Skal vi lege doktor? Det er et spørgsmål, som de fleste voksne formentlig erindrer fra deres barndom, og som fremkalder interessante minder, fordi doktorlegen for mange børn er en af de første fysiske oplevelser med børn af samme eller andet køn – uden voksen overvågning. Nysgerrigheden og fornemmelsen af noget forbudt gør ikke oplevelsen ringere. Spørgsmålet bliver, som det er fremgået af Berlingske, også stillet i dag blandt børn i danske institutioner. Intet nyt under Solen.
Børnehaver forbyder kys og doktorlege
Og så alligevel. For i dag er sex på den ene side aftabuiseret; vi taler mere frit om seksuallivet, end vi gør om vores tilhørsforhold til folkekirken. På den anden side er sex stadig tabuomgærdet, og forargelsesknappen sidder løst. Ikke mindst på de sociale medier. Når der samtidig, bl.a. på baggrund af en række meget grimme sager om misbrug af børn, er opstået et pædofili-fokus, der gør det vanskeligt for især mandlige pædagoger at agere naturligt i institutionerne – ja, så forbliver sex et emne, der kan fremkalde røde ører, når voksne skal tale med børn om det. Derfor er det fint, at organisationen Sex & Samfund i det ny år vil sætte en undersøgelse i gang, der skal kortlægge de erfaringer, pædagoger og institutioner har med små børns seksualitet.
Men med fare for at blive slået i gulvet af seksualforskere kan man som voksen stille sig lidt tvivlende over for selve begrebet »seksualitet«, når det handler om små børn. Er der ikke snarere tale om en naturlig nysgerrighed, der omfatter alt, hvad det lille barn møder på sin vej? Herunder opdagelsen af at der er en, om man så må sige, håndgribelig forskel på piger og drenge. Og bør voksne ikke snarere behandle det, som det, det er – nysgerrighed. Fremfor at teoretisere en seksualdrift ned over hovedet på børn, som de slet ikke føler eller har forståelse for.
For år tilbage foregik en diskussion herhjemme om børn og seksualitet, hvor nogle argumenter lød, at små børn var seksuelle væsener, og at det var helt naturligt, at børn og voksne berørte hinanden intimt. Den argumentation vil de færreste stå på mål for i dag, heldigvis. Omvendt skal vi heller ikke i seksual- og pædofili-forskrækkelse tabuisere en så vigtig del af menneskelivet som sex og erotik. Vi er biologiske væsener, og vi er kønsvæsener. Uanset at nogle forsøger at gøre køn til en social konstruktion. Det er ikke tilfældigt, at porno er en kæmpe medieindustri og teknologisk førende, når det gælder nye måder at nå publikum på. Kønsakten og kønsorganer er bare interessante – hele livet igennem.
Ja, det er skræmmende, men lad os tale om børns onani og »numselege«
De fleste foretrækker blot at holde sexlivet inden for privatsfæren. I vores åbne samfund kan man ikke gå en tur på gaden uden at støde på reklamer, som for 10-20 år siden ville blive betegnet som pornografi, og reality-stjerner dyrker sex for åben skærm på TV. På den anden side holder vi vores børn under evig overvågning og tillader nødigt, at deres sarte øjne og øren skal belastes af livets realiteter. Som i så mange andre tilfælde med børn er det bedste råd nok at være nogenlunde afslappet. Dagens børn tilbringer det meste af deres vågne tid i institutioner. Derfor skal det pædagogiske personale kunne tackle doktorlege og børns opdagelser udi kønsudforskningen. Men lad nu være at gøre problemet større, end det er.