Danmark har nogle af verdens største og bedste servicevirksomheder. Rengøring, tøjvask, affaldshåndtering, returflasker, vagttjeneste, læge- og ambulancehjælp. Det er vi er gode til.

Den altdominerende spiller i branchen, ISS, har en stor gæld, der skal forrentes, men toplinjen og cashflowet vokser. Der gøres klar til børsnotering i 2015 – mon ikke det lykkes denne gang for kapitalfondene EQT og Goldman Sachs at komme af med selskabet. Falck har med Lundbeckfonden og Kirkbi som ejere lagt en ny global vækststrategi. Lægehuse og ambulancekørsel i Sydamerika bidrager nu positivt til resultatudviklingen.

Tøjvask og linnedservice kan der også tjenes penge på, hvis det sættes i system. Det beviser Kivi-Tex og navnlig Berendsen Textil Service, der også opererer i det store udland.

Al service er dog ikke lige lukrativ. Gate Gourmet, der leverer flymad, kører fortsat med røde tal. Det skyldes næppe alene de 130 mio. kr., som den tidligere direktør Amanda Jacobsen nu er dømt for at have svindlet ud af virksomheden.

Det kniber også fortsat med at tjene penge i den private hospitalssektor. Hamlet bløder. Regionernes hospitaler er blevet mere effektive og outsourcer ikke så mange operationer som tidligere.

Konsulenter tjener kassen


Revisionsvirksomhederne dominerer denne branche. Store forskydninger er sjældne. Denne gang har KPMG formået at vokse mere end branchens to største, Deloitte og PwC. Målt på overskudsgrader er det dog ikke revision, man skal give sig af med.

Accenture og Implement, der gennemfører omstillingsprocesser for kunderne, og særligt strategikonsulenterne hos McKinsey præsterer overskudsgrader, som de andre aktører i branchen kun kan drømme om. Ernst & Young forsøger at gå ud af konsulentvejen – foreløbig dog med begrænset succes, selv om forrige års bratte omsætningsfald er bragt til standsning.

Læg i øvrigt mærke til de halvoffentlige rådgivningsinstitutter som Teknologisk og Force. De klarer sig forbavsende godt og præsterer bedre end branchens gennemsnit.

(Service Medier, forlag og underholdning)

De papirbårne har det svært


Danskerne – høj som lav – satser på at blive lottomillionærer. I mediebranchen overgår ingen Danske Spil, når det gælder indtjening. Man kan vel godt kalde selskabet for en indholdsleverandør. I så fald en af de få aktører ud i den metier, det går godt for. Ellers præsenteres de bedste resultater af signaldistributører som YouSee og Stofa, som siden i fjor er fusioneret ind i henholdsvis TDC og det tidligere Sydenergi, SE.

De gamle, oprindeligt papirbårne medier har ikke let ved at omstille sig til den digitale verden. Undtagelsen er Børsen, der præsterer overskudsgrader, som de fleste i branchen kigger langt efter. Det samme gør North Media, der bl.a. står bag den husstandsomdelte gratisavis Søndagsavisen.

Det er ikke let at drive telefonbog på nettet. Svenske Eniro forsøger ihærdigt, men tabene er store.

Hos branchens største, Egmont, vokser omsætningen støt, og indtjeningen fastholdes på et stabilt niveau. Virksomheden er dygtig til storytelling på mange forskellige platforme og norsk TV2 skæpper godt i kassen.

(Service Hoteller, restauranter og forlystelser)

Pauvre resultater


Rezidor er klart den største hotelkæde i Danmark med Radisson Blu og Park Inn-hotellerne. Hidtil har selskabet også evnet at præstere den højeste overskudsgrad. Men denne gang går prisen til Arp-Hansen gruppen, der i fjor tog det nye Tivoli-hotel nær forlystelsesparken af samme navn i brug. Kapitalfondsejede Scandic har stadig problemer. Generelt er resultaterne i hotelbranchen pauvre.

Tivoli placerer sig i gruppens midterfelt. Størst indtjening opnås i Legoland. Jensen’s Bøfhus er ikke just kendt for kvalitetsmad, men mange danskere elsker kæden. For gourmet-segmentet må det være en trøst, at Claus Meyer med sit nordiske køkken kravler en plads op ad listen og målt på afkast tjener væsentligt mere end Jensen’s Food Group. På fodboldfronten svinger Parken meget med de sportslige resultater. 2012 var ikke noget strålende år. Selskabet missede Champions League-millionerne.

(Service Ejendomme)


Stabil indtjening

Danicas ejendomsportefølje er Danmarks største med i alt 1,7 mio. kvm og en markedsværdi på 23 mia. kr. Den domineres af butikscentre og kontorer. Udviklingen er også stabil i de to andre store danske ejendomsselskaber, Dades og Jeudan. Indtjeningsmæssigt følger de stort set hinanden. PFA er en noget mindre spiller, men præsterer bedre end de andre på resultatsiden.

Købmændenes Finansierings Institut har lagt kursen om i de senere år efter et dramatisk ledelsesskift. Nu skal købmændene have det lettere – men indtjeningen svækkes tilsvarende.

Se regnskabstallene for de 1.000 største virksomheder:

Her finder du et excelark med Guld1000-analysen inklusiv kontaktoplysninger: