Serbisk målmand får to år mere i Skjern Håndbold
Selv om spillerbudgettet var brugt, har Skjern alligevel fundet penge til at holde på Tibor Ivanisevic.
Selv om spillerbudgettet var brugt, har Skjern alligevel fundet penge til at holde på Tibor Ivanisevic.
Den serbiske målmand Tibor Ivanisevic spiller også for Skjern Håndbold i de næste to sæsoner.
Klubben oplyser i en pressemeddelelse, at den har forlænget aftalen med Ivanisevic, som blev hentet til klubben i VM-pausen i januar og egentlig kun var udset til at spille et halvt år i Vestjylland.
Serberen markerede sig dog straks med imponerende præstationer i kampene i Final 4, hvor Skjern sikrede sig pokaltitlen og har fortsat de gode takter med en redningsprocent på 39 i ligaen.
Alligevel slog Skjerns formand, Carsten Thygesen, for blot to uger siden fast overfor JydskeVestkysten, at Ivanisevic' tid i klubben ville være forbi til sommer.
Ikke mindst fordi der ikke var penge i budgettet til yderligere spillere til næste sæson, hvor klubben i forvejen har to målmænd på kontrakt i form af Emil Nielsen, der skifter fra Århus Håndbold, og Søren Pedersen.
Men den beslutning er altså nu ændret.
- Spillerbudgettet for næste sæson var egentlig brugt, men en enig bestyrelse har alligevel valgt at forlænge med serberen, da man har oplevet stor opbakning fra klubbens sponsorer, skriver Skjern i pressemeddelelsen.
Formand Carsten Thygesen gnider sig i hænderne over at have papir på den 26-årige keeper i to år mere.
- Der er ingen tvivl om, at vi tog en stor chance i vinterpausen ved at tilføje en ekstra målmand til truppen.
- Men her et par måneder senere kan vi med stor glæde konstatere, at det gav bonus - også i en grad vi ikke turde drømme om, lyder det fra Carsten Thygesen.