Hvis man ellers har et økonomisk og organisatorisk set up, der kan holde cyklerne kørende fra Tour Down Under i januar til Tour of Beijing i oktober, så er det åbenlyst attraktivt at sikre sig denne licens.

Derfor er det også alvorligt for Bjarne Riis og hans cykelmandskab, at licensen for sæsonen 2013 - som det beskrives andetsteds her på siden - på ingen måde er sikker. Og skal vi ikke bare gætte på, at et af argumenterne for den aggressive ageren på sommerens transfermarked, hvor man har hentet navne som Nicholas Roche, Roman Kreuziger, Matti Breschel og Daniele Bennati, har været, at man netop ville være sikker på, at licensen ikke skulle komme i fare.

Hvis Riis ikke får licensen bliver han afhængig af invitationer fra gang til gang, og med det set up Riis har gang i, har han brug for garanti for at køre de store klassikere og de store etapeløb. Og her vil der altid være en risiko for at blive droppet til fordel for nationale interesser: At belgierne vil have små belgiske hold med i Flandern Rundt, at italienerne vil have italienske hold i Giroen, og at spanierne vil have spanske hold med i Vueltaen, at franskmændene vil have franske hold i Touren.

Her er et par eksempler fra historien: Vuelta a España og Giro d’Italia var i 2010 ikke en del af løbsserien på grund af en strid med UCI, og det udnyttede man til ikke at invitere Team RadioShack. For Giroens vedkommende handlede det om, at man var træt af den opførsel, Lance Armstrong havde stået for i løbet året før, hvor han havde kørt langsomt og samtidig brokket sig over forholdene for rytterne.

Og i sommeren 2011 undlod Tour-arrangørerne at invitere Geox-mandskabet med stærke navne som Denis Menchov og Carlos Sastre til løbet - til fordel for fire franske wildcard-hold. Med andre ord: Uden licens er intet sikkert.

Det er klart, at der med Alberto Contador på holdet er en betragtelig sandsynlighed for, at Riis nok skal få den vigtigste invitation til næste års Tour de France, men det ændrer ikke på, at det vil være et enormt prestigetab også, hvis holdet ikke længere har World Tour-status. Det gør det sværere at planlægge sæsonen, det mindsker markedsværdien, det gør det sværere for sponsorerne at udnytte og aktivere deres sponsorat i forbindelse med løb, og frem for alt bringer det Bjarne Riis meget langt væk fra ambitionen om igen at stå i spidsen for verdens stærkeste cykelhold.

Men sandheden er også, at 2011 og 2012 med bare 18 sejre i alt på de to år har været så pauvre, at det - mærkelige og uforståelige regler eller ej - måske ikke er så uforståeligt, at Riis-skæbnen nu er overladt til en lille jurys vurdering af holdets sportslige, finansielle, organisatoriske og etiske potentiale. Forunderligt nok synes Riis at stå stærkt på det etiske parameter i de internationale cykelkredse, hvor hans kamp mod doping i sporten roses. Vi andre kan stadig bedst få øje på en holdejer, der ikke tør forklare de massive og meget konkrete beskyldninger om organiseret doping, han udsættes for.