Bare rolig; denne borgerlige klumme om USA er ikke et forsvar for Donald Trump. Er De rigtig klog!
Så ville man jo være en social parasit, og ikke mindst i journalistkredse ville man være en stemplet mand. Selv min mor på 89 siger til mig: »Pas nu på med ikke at være for Trump-venlig. Han er jo mærkelig.« Og hun har endda været vant til lidt af hvert fra min side, fra dengang »antikommunist« var et skældsord.
Og som sagt bare rolig, jeg væmmes lige så meget som andre over Trumps mærkelige tweets og selvdestruktive tirader mod politiske venner og fjender. Mit ærinde med klummen er et andet, nemlig en stille protest mod den ensidighed, der præger etablerede medier i både USA og Europa.
Mens præsident Obama blev betragtet som helt, så vendes stort set alt negativt mod Trump. Det er ikke svært at forstå, for Obama var en cool kat. Flot, veltalende og så havde han, set fra et »progressivt« synspunkt, de helt rigtige meninger.
Trump er som skabt til at hade med sin patriotiske snak, sin hvide overklasse-baggrund og sine uheldige tweets og formuleringer. Journalisterne bringer en endeløs nyhedsstrøm af skandalesager, og de får automatisk støtte fra indkaldte »eksperter«, hvor Berlingskes egen Kristian Mouritzen udgør en nøgtern undtagelse.
Men intet er sort og hvidt, og hvad vi kan iagttage i disse måneder er en presse, der ikke holder tilstrækkelig kritisk afstand, for hvor den var forelsket i Obama, og der var journalister, der ligefrem skrev forelskede afskedsartikler, da Obama gik af, så lyser fjendtligheden ud af vinkler, prioriteringer og formuleringer i den daglige presse, når det gælder Trump.
Det er et pressemæssigt og intellektuelt kæmpeproblem, som selv Trump-haderne ikke i længden kan synes er tilfredsstillende. Og tro ikke, at der ikke var noget at kritisere under Obama-perioden, men de etablerede medier var ganske passive.
Rich Lowry, der er redaktør af det ofte Trump-kritiske borgerlige magasin National Review, siger til netmagasinet Media Matters:
»Jeg mener, at Trumps administration ofte omgås sandheden let, og der er en masse inkompetence og forhold, der skal afsløres. Og det er fint, for det er, hvad mediere skal gøre. Men alt foregår gennem denne tåge af uhæmmet fjendskab og hysteri. Hver eneste dag, så handler det ikke bare om, at Trumps administration har gjort noget galt, eller at Trump har sagt noget kontroversielt. Det synes at handle om, at Trump-tiden nu er ved at slutte. Så jeg mener, at medierne faktisk er værre, end de nogensinde har været, og det hjælper Trump, fordi det er, hvad der hovedsagelig kaster glans over hans virke. Og det synes klart, at jo mere tendentiøse og hysteriske medierne er, jo lettere er det for ham at slå løs på dem.«
Hvor Rich Lowry mener, at medie-hysteriet hjælper Trump, så er historieprofessor Victor Davis Hanson, der ofte skriver i borgerlige medier og kan sin klassiske historie, inde på, at de etablerede mediers fjendskab ikke vil ryste Trumps kernevælgere, og at Trump derfor genvælges i 2020.
Det er Victor Davis Hansons vurdering, at jo mere medierne fortæller skrækhistorier om Trump og hans politik, jo større vil afstanden vokse mellem Trumps kernevælgere og medierne, og at det i sidste ende, afhængig af hvordan det går med økonomien, vil sikre Trump støtte og genvalg:
»Mange af dem, som stemte på Trump, vil foretrække, at han fik styr på sine tweets, rensede ud i sit sprog og fulgte de konventionelle råd, som han har fået om sin adfærd, nemlig at styre den. Men når det er sagt, så er ca. halvdelen af befolkningen sandsynligvis stadig parat til at se igennem hans excentriske sider (...) På trods af medierne har ignoreret det, så kan man se forandringerne bare ved at rejse gennem staterne. I Californien har der været et dyk på 76 pct. i den illegale immigration, og immigrationslovene tages alvorligt nu (...) Økonomien er vokset med 2,6 pct., og selskabernes profit slår alle rekorder. Og det gør aktieindekserne også. Arbejdsløsheden er lavere end i lang, lang tid, og underskuddet på handelsbalancen synker (...) Påstanden om, at Trump moralsk set ikke står til at frelse, og hans agenda derfor er irrelevant, føles ikke af dem, der allerede synes, at de har det bedre end før valget i 2016.«
Jeg kan berolige både min mor og læserne med, at jeg ikke støtter Donald Trump. Der er blot flere nuancer i sagen, end der fremgår af de etablerede medier.
Jo mere hysterisk og hadefuldt medierne behandler Trump og hans politik, jo mere gavner de både Trump og hans vælgerstøtte.
