Sportsefterskolen SINE har sendt seks elever hjem, efter de lækkede samtlige skriftlige afgangsprøver til resten af skolen. Det skriver tv2.dk.

»Det er ungdommelig kådhed,« siger forstander Rene Jacobsen til tv2.dk.

Han erkender dog samtidig, at det er en kompleks sag. De seks elever fik nemlig ved en fejl udleveret prøverne på et USB-stik af en lærer.

Sidenhen er prøverne i følge kontorchef i Undervisningsministeriet Rasmus Vanggaard spredt ud til mindst 180 elever på syv forskellige skoler blandt andet via de sociale medier.

Det var Undervisningsministeriet, der fik et tip fra en anden skole om, at prøverne var blevet spredt. Det lykkedes dernæst ministeriets embedsmænd at spore lækket tilbage til SINE sportsefterskole, hvor samtlige elever har set prøverne.

Det er i alt fire af de skriftlige prøver for 10. klasse, der er blevet delt: Tysk, engelsk, matematik og dansk. De tre af eksamenerne er allerede gennemført. Og det er ikke muligt for skolen at finde ud af, hvem af eleverne, der har set hvad. Derfor får alle elever på nær de seks også lov til at gå til den sidste skriftlige eksamen.

Men forstander Rene Jacobsen har altså valgt at lade alle elever, undtagen de seks hjemsendte, færdiggøre de skriftlige afgangsprøver.

»Vores elever ved godt, at det er forkert, og hvad der er gået galt, og at de har handlet forkert. Men de har tænkt, at de kan vinde nogle gode point hos kammeraterne ved at hjælpe dem,« siger Rene Jacobsen til tv2.dk.