Skat har netop åbnet officielt for adgangen til årsopgørelsen for 2017, men mange har allerede været inde og smugkigge i løbet af weekenden, hvor systemet er blevet testet. Er du blandt de mange boligejere, som har benyttet muligheden for at sikre sig en lavere rente, kan der vente en grim ekstraregning, hvis du ikke har fået ændret forskudsopgørelsen i tide.
Omvendt kan det udløse en pose penge fra Skat, hvis du f.eks. har skiftet et flekslån ud med et fastforrentet lån - og dermed fået en højere rente, påpeger chefanalytiker Jeppe Borre fra Totalkredit, som er ejet af Nykredit.
»En del boligejere har fået en markant lavere rente i 2017. Det giver først og fremmest et øget råderum i husholdningsøkonomien, men har boligejeren ikke været på forkant og ændret forskudsopgørelsen for 2017, så kan det gøre ondt at åbne årsopgørelsen,« skriver han i en kommentar.
Det gælder blandt andet de boligejere, der har nedkonverteret et fastforrentet lån fra eksempelvis en rente på 3,5 procent-lån til to procent, og dem som har fået ny rente på deres F5-lån.
Hvis man har glemt at få det skrevet ind i forskudsopgørelsen for 2017, lyder rentefradraget automatisk på det samme som i 2016. Men da man har fået en lavere rentebetaling på lånet, er der også mindre at trække fra i skat, forklarer Jeppe Borre. I runde tal drejer det sig om en restskat på omkring 5.000 kroner per million for boligejere, som enten har nedkonverteret eller fået rentetilpasset et femårigt flekslån også kaldet F5-lån.
»En boligejer, som har nedkonverteret et lån på en million kroner fra 3,5 procent til to procent, opnåede i 2017 en rente- og bidragsbetaling, som var næsten 15.000 kroner lavere end året før. Har man ikke tilrettet forskudsopgørelsen, er det fradragsberettigede beløb for 2017 derfor sat for højt,« påpeger chefanalytikeren.
Med en fradragsprocent på 33,6 procent for udgifter op til 50.000 kroner for enlige og op til 100.000 kroner for ægtepar betyder det, at boligejeren har betalt knap 5.000 kroner for lidt i skat for hver lånte million, uddyber han.
Ifølge Totalkredit nedkonverterede danskerne i andet halvår 2016 fastforrentede lån for mere end 100 milliarder kroner - hvilket betyder, at der er mindre at trække fra i skat i 2017.
Ny rente på F5-lån
»Tager vi en boligejer med F5, som fik ny rente på lånet ved indgangen til 2017, så landede renten på 0,39 procent mod godt to procent de foregående år. Det markante rentefald betyder, at det fradragsberettigede beløb er godt 16.000 kroner lavere per million i 2017 end det, som boligejeren har fået fradrag for, da det bygger på 2016,« skriver Jeppe Borre.
Derfor står boligejeren til at skulle betale en restskat på omkring 5.500 kroner per lånte million, såfremt forskudsopgørelsen ikke blev ændret sidste år.
Der er omvendt også en del boligejere, som har valgt at udnytte det historisk lave renteniveau til at skifte flekslånet ud med et fastforrentet lån. Det betyder højere renteudgifter og dermed også et højere rentefradrag.
»Har boligejerne, som har skiftet den variable rente ud med en fast rente, ikke ændret i forskudsopgørelsen, er det således med til at trække tallet på årsopgørelsen i grønt og en positiv overraskelse til følge, når den åbnes i disse dage. Regner vi på en låneomlægning fra et F1-lån til et fastforrentet lån i begyndelsen af 2017, så er det fradragsberettigede beløb sat ca. 15.000 kroner for lavt for hver million,« siger Jeppe Borre.
Dermed kan der være 5.000 kroner at hente hos Skat, hvis man ikke har fået rettet sin forskudsopgørelse. Chefanalytikeren anbefaler, at man sørger for at få ændret i forskudsopgørelsen for 2018, hvis man hører til de boligejere, der løbende har nedkonverteret eller fået rentetilpasset til en lavere rente i 2017.
»Derfor står nogle boligejere over for netop at skulle ændre forskudsopgørelsen for 2018, så man ikke får en dårlig oplevelse, når årsopgørelsen åbnes om præcist et år i 2019,« skriver Jeppe Borre.
Han oplyser, at der i løbet af 2017 er konverteret fastforrentede lån for på den gode side af 110 milliarder kroner, som betyder lavere renteudgifter i 2018. Samtidig har boligejere med en rentetilpasning på F5-lånet fra årsskiftet i år fået en ny rente på 0,22 procent mod 1,20 procent i årene før.

