Se mig. Se mig. Lige nu er jeg til koncert, lige nu er jeg på vej til stranden og lige nu er jeg bare derhjemme og sidder og kigger ind i kameraet på min mobil.
Den digitale trend med at tage billeder af sig, dele dem på nettet og dermed vise de situationer, man befinder sig i, og hvilket humør man er i - kaldet »selfie« på nettet - har bredt sig i sociale netværk på internettet, hvor deling af fotos og videoklip er blevet en mere og mere central funktion.
Foto- og videodelingstjenester på mobilen som blandt andre Instagram og Vine har medvirket til at sætte strøm til den bølge.
Og nu har selfies også fået deres eget sociale netværk i form af appen Selfie.me, skriver amerikanske Today Tech om et nyt socialt netværk, der er centreret om at dele den type billeder af sig selv og følge med i andres.
Samtidig beretter flere internationale medier om, at popstjernen Justin Bieber netop har investeret i et nyt socialt netværk med navnet Shots of Me, der forventes at være en del af selfie-tendensen, uden der dog er blevet løftet på sløret for, hvad den nye tjenesten faktisk kan og vil - ud over at den er målrettet teenagere.
Næring af app til billeddeling
Selfie-bølgen har især fået næring af fotodelingsapp'en Instagram, der er ejet af Facebook og er centreret omkring det at dele billeder og følge med i og kommentere billeder og korte videoklip, som andre deler.
Her er der pt. 54,6 millioner billeder, som er blevet tagget med navnet selfie, mens samme ord tilført endelser som saturday, sunday, nation og lignende også optræder mange gange. Og på Facebook blev begrebet selfie ifølge Today Tech i perioden 20. til 27. oktober nævnt i et hashtag (der markeres med #) i statusopdateringer fra brugerne flere end 368.000 gange. I samme periode blev det nævnt i flere end 150.000 opdateringer (tweets) på mikroblogtjenesten Twitter.
Den nye tjeneste Selfie.im minder en del om Instagram i form af, at brugerne kan dele billeder af sig selv og følge andre. Det er imidlertid et meget simpelt design, og den tillader kun brugerne at oploade billeder taget med kameraet i en smartphone i den indstilling, hvor det vender mod den, der holder det. Derudover er det kun muligt at tilkendegive, at man synes om et billede - ikke at kommentere det. Det er heller ikke muligt at bruge filtre, der får billedet til at se pænere ud, og afsenderen kan angive, hvor længe det skal være tilgængeligt i tjenesten.
Stifteren af Selfie Joshua Nguyen forklarer til Today Tech, at målet med tjenesten er, at skabe et netværk, hvor brugerne kan dele dagligdags-øjeblikke snarere end et filtreret billedet af et liv, der kan virke perfekt.
Justin Bieber sætter penge i Shots of Me
At der er godt gang i se-mig-bølgen ser ud til at få et yderligere skub med en anden tjenesten Shots of Me, der ifølge amerikanske Fortune har hentet opmærksomhed hos den ekstremt populære popstjerne Justin Bieber, som har investeret 1,1 millioner dollar - svarende til omkring seks millioner kroner - i udviklingen af den.
Tjenesten ventes at blive lanceret senere på ugen, og det er holdet, der står bag mobilspillet RockLive, der står bag udviklingen. Administrerende direktør hos RockLive John Shahidi har over for Fortune ikke ønsket at løfte sløret for ret mange detaljer om den nye tjeneste, der bliver lanceret i Apple App Store senere på ugen.
Han oplyser dog, at det er en app, som ikke har et spilfokus. Samtidig forklarer han, at Justin Bieber har været meget involveret i produktet, og at popstjerne har hjulpet med at teste og give feedback på tjenesten.
»Da vi fortalte ham, at vi var i gang med at udvikle et socialt netværk for teenagere, som virkelig adresserer, hvad de ikke får i andre netværk, og som forsøger at forholde sig til ting som cyber-mobning, lyste hans øjne bare op,« siger John Shahidi til Fortune.
Selvom det endnu ikke er officielt, hvad den nye sociale tjeneste reelt kommer til at indeholde, relaterer flere amerikanske medier som blandt andre Venturebeat til selfie-bølgen - særligt med henvisning til navnet Shots of Me.
Justin Bieber er kendt for at have en ekstrem følgerskare på sociale netværk. Indtil forleden var han den kendte personlighed på mikroblogtjenesten, som flest brugere fulgte opdateringer fra. Men er altså netop blevet overhalet af en anden popstjerne Katy Perry.
Mens 46.608.965 brugere af Twitter lige nu følger hende, er der 46.551.074, som følger med i, hvad Justin Bieber siger på Twitter.
Justin Bieber har da også tidligere kastet stjernestøv over nye apps ved at nævne dem på Twitter. Sidste sommer medvirkede han med en enkelt kommentar og en link på Twitter til app'en Stamped ifølge britiske The Guardian sikrede sig høje placeringer blandt de mest downloadede apps.
Det samme skete, da han delte en video på videodelingstjenesten Viddy af sig selv i bar mave. Det resulterede i 239.000 unikke følgere på den nye tjeneste.
Selfie-begrebet begyndte på Flickr
Begrebet selfie begyndte ifølge The Guardian at dukke på på billeddelingstjenesten Flickr i begyndelsen af 2004.
Men det fik for alvor viral fart på med lanceringen af smartphones, særligt Apples iPhone 4, som i 2010 kom med et kamera, der kan flippes, så det vender ind mod den person, der selv tager billedet og dermed er klar til at tage et selfie-foto.
Der findes allerede en række sociale tjenester og apps, der fokuserer på deling af billeder og understøtter den digitale selfie-bølge, og efter verdens største sociale netværk Facebook for nylig måtte erkende, at det oplever en vigende interesse og aktivitet blandt den helt unge del af teenagerne, er der også kommet spekulationer om, at flere nye tjenester vil forsøge at fange netop den gruppe af brugere.