Mange danskere har nok oplevet at få en bøde for at køre for stærkt.

Andre er måske kommet til at gå ud af en forretning uden at betale for alle deres varer.

Mens andre igen måske en sen nattetime har tabt besindelsen og er endt i et slagsmål.

Lovbrud sker hver eneste dag – i stort og i småt omfang.

Men hvilke love overtræder danskerne oftest?

Det har Berlingske undersøgt ved hjælp af tal fra Danmarks Statistik og politiet, og vi har samlet det til dig i en top 30, som du kan se længere nede i artiklen.

Kriminaliteten falder

Men først lidt baggrund. For det går faktisk godt med kriminaliteten i Danmark. Forstået på den måde, at der er mindre af den.

Kigger man på antallet af såkaldt strafferetlige domme, er antallet faldet fra cirka 225.000 afgørelser i 2014 til cirka 210.000 i 2016.

Samme tendens finder man, hvis man kigger på antallet af brud på straffeloven. I 2012 var der 39.604 overtrædelser af den, men siden er det faldet, år for år, og i 2016 var der 31.620 overtrædelser.

Under tallenes overflade gemmer der sig flere interessante udviklingstræk. Eksempelvis er der færre og færre helt unge, der bliver dømt for brud på straffeloven.

Blandt mænd, der blev født i år 1988, havde 9 pct. af dem således fået en eller flere domme for at bryde straffeloven, inden de fyldte 18 år. Det var den højeste andel siden år 1965.

Men siden er andelen blevet mindre og mindre, og blandt mænd, som er født i år 1997, er der nu kun halvt så mange, der er dømt for at bryde straffeloven. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Kriminalitetsbilledet byder dog også på nye træk. Bl.a. viste Rigspolitiet såkaldt strategiske analyse for et halvt år siden, at IT-kriminaliteten vokser kraftigt. Alene fra 2009 og frem til 2015 skete der en stigning på næsten 300 pct. i antallet af anmeldelser om bedrageri, og det dækkede eksempelvis over en eksplosion i antallet af sager om databedrageri, herunder svindel med Dankort.

Den samme analyse fra Rigspolitiet viste en stor stigning i antallet af sager, hvor udenlandske, organiserede kriminelle rejser til Danmark på kriminalitetstogter for eksempelvis at begå indbrud.

Trafikforbrydelser topper

Så hvilke love bryder danskerne mest?

For at finde svaret, har vi trukket tal ved Danmarks Statistik og grupperet dem på underkategorier. Nogle få af kategorierne – eksempelvis »Andre strafferetlige særlove« - giver ikke den store mening, og i de tilfælde har vi i følgeteksten tilføjet nogle forklaringer på, hvad det eksempelvis er for love, der ligger under den kategori.

Mere specifikt kan det ikke blive for disse enkelte punkter.

Når det gælder spørgsmålet om færdselsloven – som, kan vi allerede nu afsløre, er klart nummer et – baserer tallet sig ikke på oplysninger fra Danmarks Statistik, men fra Rigspolitiets databaser.

Årsagen er, at tallene fra Danmarks Statistik kun inkluderer overtrædelser af færdselsloven med en bøde på mere end 2.500 kroner.

Og det var ikke antallet af overtrædelser til en bøde over 2.500 kroner, vi ville have svar på. Det var alle lovovertrædelser – også dem, der giver en mindre bøde end 2.500 kroner.

Se listen her:

1) Færdselsloven, herunder for høj hastighed, kørsel uden sele etc.: 776.858 overtrædelser

2) Andre strafferetlige særlove, herunder brud på udlændingeloven og ordensbekendtgørelsen: 26.845 overtrædelser

3) Loven om euforiserende stoffer: 12.393 overtrædelser

4) Butikstyverier mv.: 11.601 overtrædelser

5) Spirituskørsel: 6.258 overtrædelser

6) Simpel vold: 4760 overtrædelser

7) Love vedrørende arbejde, transport mv., herunder lov om arbejdsmiljø og køre-hviletidsbestemmelser: 4442 overtrædelser

8) Love vedrørende forsvaret o.l., herunder militære straffelove og værnepligtsloven: 4.056 overtrædelser

9) Andre tyverier, herunder tricktyverier, tyverier fra tasker og skoler m.v.: 3.533 overtrædelser

10) Bedrageri: 3.517 overtrædelser

11) Våbenloven: 2.704 overtrædelser

12) Mangler ved køretøj, herunder mangel på udstyr til køretøjer og ulovlige knallerter: 2.296 overtrædelser

13) Love vedrørende dyr, jagt mv., herunder slagning og aflivning af dyr og love om dyretransport: 2.003 overtrædelser

14) Hærværk: 1.865 overtrædelser

15) Vold og lignende mod offentlig myndighed, herunder vold eller trusler mod offentlige tjenestemænd såsom politibetjente: 1.760 overtrædelser

16) Skatte- og afgiftslove mv., herunder svindel med skat eller told: 1.462 overtrædelser

17) Trusler: 1.148 overtrædelser

18) Alvorligere vold: 1.145 overtrædelser

19) Miljøloven, herunder brud på regler om affald og kemikalier: 1.144 overtrædelser

20) Indbrud i beboelser: 1.144 overtrædelser

21) Forbrydelse mod offentlig myndighed mv., herunder undladelse af forhindring af forbrydelse, krænkelse af gravfreden, offentlig tilskyndelse til forbrydelse, uberettiget brug af uniform mv.: 981 overtrædelser

22) Færdselsuheld med spiritus: 978 overtrædelser

23) Hæleri: 977 overtrædelser

24) Tyveri/brugstyveri af køretøj: 843 overtrædelser

25) Indbrud i forretning, virksomhed mv.: 929 overtrædelser

26) Love vedrørende spil, bevilling, næring mv., herunder restaurationsloven og salg af tobak og alkohol til folk med for lav alder: 985 overtrædelser

27) Dokumentfalsk: 855 overtrædelser

28) Salg af narkotika mv., herunder hæleri med narkotika: 774 overtrædelser

29) Røveri: 720 overtrædelser

30) Falsk forklaring: 688 overtrædelser

Kilde: Danmarks Statistik og Rigspolitiet

Note: Tallene baserer sig på et træk af tal fra Danmarks Statistik for år 2016 i kategorien »Strafferetlige afgørelser efter overtrædelsens art og tid«. For færdselsloven er der dog trukket tal fra Rigspolitiets databaser, fordi tallene fra Danmarks Statistik kun inkluderer overtrædelser vedr. bøder til mere end 2.500 kroner. Danmarks Statistiks tal fordeler sig typisk med hovedkategorier med et sumtal og underkategorier med mere specifikke kriminelle gerninger. I de tilfælde har Berlingske grupperet dem efter underkategorier for at være så specifik som muligt. I enkelte tilfælde - hvor kategorien er meget bred og uspecifik- har vi i stedet i følgeteksten skrevet eksempler på love, der hører under overskriften i Danmarks Statistiks registre.