BERLIN: Direktøren for den schweiziske nationalbank Philipp Hildebrand træder tilbage med øjeblikkelig virkning, meddeler nationalbanken.

Beslutningen kommer efter kritik af, at Hildebrands hustru åbenbart med pænt udbytte har spekuleret i schweizerfrancen.

Hildebrand, der er 48 år, har været chef for nationalbanken siden 2010. Han har været bredt respekteret. Schweizisk presse har spekuleret i, at kritikken er politisk motiveret og kommer fra partiet SVP, som kan sammenlignes med Dansk Folkeparti.

Ifølge avisen Weltwoche har Hildebrand selv udført valutahandelen. Det afviser han.

Hildebrand vil fremlægge dokumenter i sagen på et pressemøde klokken 15.15.