Det forklarede lægerne på et pressemøde på hospitalet i Grenoble tirsdag formiddag.

»Vi har natten til i dag gennemført en operation, hvor vi har fjernet en blodansamling. Indgrebet var en succes, og en CT-scanning har her til morgen bekræftet, at trykket er blevet formindsket,« fastslog anæstesilægen Jean-Francois Payen.

Men selvom udsigterne for, at den tidligere Formel 1-verdensmester overlever, nu er blevet forbedrede, så understregerne lægerne, at Schumacher fortsat er i livsfare.

»Vi har konstateret andre skader på hjernen, som vi nøje følger. Det for tidligt at sige noget om, hvordan det kommer til at gå. Situationen er stabiliseret, det går bedre, men han er ikke ude af livsfare. Vi har vundet tid, og de nærmeste timer bliver afgørende,« fastslog hjernekirurg Emmanuel Gay.

Både Michael Schumachers kone Corinna samt børnene og racerkørerens bror Ralf er på hospitalet, og familien bliver taget med på råd, når der bliver foretaget operative indgreb på Formel 1-legenden, som stadig bliver holdt i koma.