Sammen med den kinesiske partner Tongwei har Biomar, der er 100 pct. ejet af Schouw & Co, købt Haiwei, og de to partnere ejer hver en halvdel af det kinesiske selskab. Biomars andel af investeringen er cirka 40 mio. kr.

- Haiwei har en markedsledende rolle i den sydlige del af Kina inden for højkvalitetsfoder til fiskeopdræt, og både produktmæssigt og geografisk passer det perfekt ind i vores ambitiøse Kina-strategi. Vi er derfor meget tilfredse med, at handlen nu er faldet på plads, og at investeringen kan foretages sammen med vores kinesiske partner Tongwei, siger Carlos Diaz, administrerende direktør i Biomar, i en pressemeddelelse.

Haiwei, der ligger i den sydlige del af Kina nær Hongkong, omsatte sidste år for godt 300 mio. kr. og har 120 ansatte. Den kiniseiske fiskefoderproducent venter i 2017 et salg på omkring 60.000 ton fiskefoder.

Ud over det fælles indkøb er Biomar og Tongwei også ved at opføre en fabrik i Wuxi nær Shanghai. Denne fabrik får i første omgang en kapacitet på godt 50.000 ton årligt og skal efter planen indvies i september 2017.

- Med Haiwei får vi en køreklar fabrik, der allerede nu kan begynde at servicere det vigtige marked i den sydlige del af Kina. På den korte bane får vi således fremrykket vores udrulning i Kina med et år, mens vi på den lidt længere bane får fordoblet den planlagte kapacitet. Ved udgangen af 2017 forventer vi at have 200 ansatte i Kina og en kapacitet på mere end 130.000 ton, siger Carlos Diaz.

Biomar omsatte sidste år for 9 mia. kr.