Frankrig skulle kun bruge tre minutter på at bringe sig foran i landskampen mod Danmark søndag aften.
Det var gæsternes Olivier Giroud, som løb bagom Daniel Agger og fik sendt et skud af sted mod målmand Kasper Schmeichel, der ikke så alt for heldig ud i situationen. Efter kampen tog Leicester-keeperen da også ansvaret for målet, men forklarede også, at han ikke jublende glad for Select-bolden, DBU bruger i landskampene.
»Det er selvfølgelig en fejl. Der er ikke noget at løbe fra. Jeg må tage den på min kappe, og mit held er, at det ikke sker i en afgørende kamp. Jeg skal ikke stå og lave undskyldninger, men jeg havde ikke rørt bolden endnu, og jeg synes, de her Select-bolde er utroligt glatte i forvejen, så når den kommer hen ad jorden på vådt græstæppe, så får jeg bare ikke nok... jeg tror, hvis den ikke rammer min ryg, ryger den ud i den anden side, så det er bare mit uheld, at den rammer mig der, og den går ind. Det er mit mål, det er klart,« siger Kasper Schmeichel og fortsætter:
»Det er livet som målmand. Det er de konsekvenser, man er oppe imod. Man kunne lige så godt have reddet den, og så havde man været godt i gang. Det handler om, hvordan man reagerer, og jeg synes egentlig, at min reaktion var fin.«
Danmark tabte 1-2 i testkampen, og Kasper Schmeichel havde i anden halvleg en væsentlig andel i, at gæsterne ikke fik scoret mere end to mål.