Den første af to Eurovision-semifinaler er overstået, og lad os straks ile afsted med en god og en dårlig nyhed.

Den gode nyhed er rettet mod TV-seerne, som blev vidne til et stramt afviklet, visuelt overdådigt og teknisk imponerende show, hvor ikke mindst den dynamiske, tredimensionelle scene, der stod i centrum for det hele, blev aftenens hovedperson.

Den dårlige nyhed er nok mest rettet mod lokalpolitikerne, som gentagne gange har måttet bevillige ekstraudgifter til ombygningen af de gamle B&W-haller, der bliver brugt til at huse arrangementet. De kan enten le eller græde over, at absolut intet i den to timer lange TV-transmission indikerede, at vi befandt os i en rå, industrihal på en lille ø i Københavns Havn – vi kunne for så vidt have været i Herning. Men hvem ved, det kommer måske i finaleshowet?

Mand i hamsterhjul

Efter en overbevisende åbning, hvor sidste års vinder, Emmelie De Forests ”Only Teardrops”, blandede sig med hundredvis af europæiske stemmer, der hjemme foran webkameraet havde sunget med på sangen, ilede vi i gang med en hæsblæsende afvikling af de i alt 16 sange, der dystede i den første semifinale.

Og de fulgte den klassiske grand prix-opskrift: en lille præsentationsvideo af deltageren – her lavet som små personlige film – og så optræden. Og fra starten kom den firkantede scene, der visuelt fremstår som en art kube med en enorm LED-skærm bagved, på overarbejde. Med skærme, lys og lamper overalt – inklusiv i selve scenegulvet – et publikum badet i enten blå eller røde nuancer samt næsten konstant flyvende, kørende og panorerende kameraer (man blev til tider næsten helt søsyg) følte man sig hensat til den ene skræddersyede musikvideo efter den anden.

Ethvert tilløb til kitsch og tåkrummen i de enkelte optrædender – herunder blandt andet en mand i et hamsterhjul under Ukraines sang – blev behændigt inkorporeret i den samlede gennemkoreograferede musikfortælling. Ganske imponerende.

Lidt historisk kitsch fik vi til gengæld undervejs i nogle små ”opslag” i den såkaldte Eurovision record-book, hvor blandt andet det højeste hår gennem tiden blev kåret. Det var med til at lægge en smule humoristisk ventilering ind i den ellers meget seriøse tilgang til selve musikafviklingen.

En vært fra månen

I et andet humoristisk indslag så vi den ene af aftenens tre(!) værter, skuespilleren Pilou Asbæk som en overgjort turistfører, der skulle vise de bedste sider af Danmark frem (se indslaget nederst i artiklen eller her). Man kan nok diskutere, om den selvironi lader sig oversætte til TV-seere i for eksempel Moldavien, men det var dog en slags genrejsning af skuespilleren, som i værtsrollen med hæs stemme og et til tider bizart smil mest af alt virkede som om, han var faldet ned fra Månen.

Makkeren Nikolaj Koppel med formfuldendt engelsk diktion holdt værtsfanen nogenlunde høj, mens ellers professionelle Lise Rønne virkede stiv i det på scenen og først løsnede op mod slutningen, da hun skulle udføre rollen: ”nu taler vi lige lidt med deltagerne, mens vi venter på at stemmerne er talt op”.

Til værternes forsvar skal siges, at den ping-pong-dialog, de havde at arbejde med, ikke var imponerende. Mildest talt. Så selvom de trods alt ikke talte på vers, føltes det som om, at showet gik lidt ned på den personlighed og det nærvær, der er mindst ligeså vigtigt som de tekniske musikler.

Det kan der forhåbentlig løsnes op på i den anden semifinale på torsdag og ikke mindst i finaleshowet på lørdag. Den første Eurovision-semifinale viste nemlig, at DR har en fantastisk platform og nogle banebrydende, visuelle og TV-mæssige redskaber, som brænder igennem også ude bag fladskærmen.