Da schweizerfrancen i starten af året løsrev sig fra euroen og smed en decideret valutabombe i den finansielle sektor, ramte det Saxo Bank ekstra hårdt.
»Ved årets udgang var vi jo velpolsterede. Vi kom ud af 2014 med en meget fornuftig regulatorisk kapital, men efter schweizer-eventen har vi ønsket af genopbygge den betydelige kapitalbuffer. Nu skal vi fylde hullet op igen,« siger Steen Blaafalk, finansdirektør i Saxo Bank.
Det sker med et styrket kapitalgrundlag på 579 mio. kr. fra den globale investeringsfond CarVal. Pengene skal fylde krateret på op mod 700 mio. kr., som episoden med schweizerfrancen efterlod, og dermed bringe Saxo Bank tilbage til sin oprindelige sti.
»Vi har været en smule mere passive siden schweizer-eventen, men vi har også set en stigende tilgang af kunder og vil gerne udnytte de vækstmuligheder, vi ser i markedet. I stedet for alene at genopbygge kapitalen organisk, har vi ønsket at fortsætte i vækstsporet,« siger Steen Blaafalk og tilføjer:
»Derfor gik vi et ekstra skridt for at se, om vi kunne finde en løsning. Det fandt vi så med CarVal fra USA, og nu er vi »back on track« med kapitalen på vores sigtepunkt på 20 pct.«
Med det henviser han til kapitalprocenterne i Saxo Bank A/S og Saxo Bank Group. Efter samarbejdet med CarVal ligger de på henholdsvis 22,8 pct. og 19,0 pct., hvor solvenskravene er henholdsvis 13,8 pct. og 12,8 pct.