Mindre og mellemstore virksomheder med import eller eksport kan lette administrationen og samtidig spare en masse penge.

Det mener Saxo Bank, som i dag lancerer et nyt produkt til virksomheder, der handler med udlandet og derfor betaler for valutatransaktioner i deres nuværende bank.

»Vi har opbygget en god infrastruktur og platform til at handle valuta, så vi kan handle det meget billigt. I segmentet med mindre og mellemstore virksomheder har der ikke været tradition for, at de traditionelle banker har været særligt konkurrencedygtige på dette område. Vi kan tilbyde det væsentligt billigere,« siger Kim Fournais, direktør i Saxo Bank.

I kroner og øre betyder det ifølge Kim Four­nais, at hver gang en virksomhed skal have vekslet én mio. kroner, kan den spare ca. 1.000 kr.

»Det vil sige, at har man en halv eller en hel mia. kroner i omsætning fra udlandet, er det en halv eller en hel mio. kr., som kommer i direkte besparelse med det samme. Dertil kommer, at vi trækker kompleksitet og risiko for fejl osv. ud af systemet,« siger Kim Fournais.

Saxo Banks system indhenter bud- og udbudspriser på valuta fra 15 af verdens største banker flere gange i sekundet, priserne sorteres, og de bedste tilbydes til kunderne i realtid. Det vil sige, at kunderne får en platform, hvor de transparent kan se købs- og salgspris, og hvor de selv kan trykke på knappen og gennemføre transaktionen og få en bekræftelse på handlen med det samme.

Ekspert tvivler på forretningsomfang

Ifølge John Norden, direktør for prisportalen Mybanker, er der forretningsmuligheder for Saxo Bank på dette område.

»Det er klart, at det er et område, bankerne tjener penge på, og hvis Saxo Bank har fundet en løsning, hvor de kan gøre det billigere, og de har jo hele deres stærke platform, er der da nogle virksomheder, der vil overveje det,« siger han.

Han tvivler dog på, at det bliver en kæmpe succes for Saxo Bank, da mange virksomheder formentlig vil være forsigtige med at flytte dele af deres bankforretninger væk fra deres primære bankforbindelse.

»Det er jo altid rart, når der kommer en ekstra spiller på markedet. Men om det kommer til at flytte noget væsentligt, det må tiden vise. Jeg tror ikke, at det bliver en blockbuster,« siger John Norden.

Kim Fournais ser omvendt store muligheder, da han mener, at de andre banker har haft nemt ved at tjene penge på dette område.

»Traditionelt set er denne forretning vanvittig dyr for virksomhederne, for der har ikke været nogen alternativer, og det er et område, hvor bankerne har kørt med høje marginaler uden at blive udfordret så meget på det. Vi tror, at der er et rigtigt stort potentiale.«

Han pointerer, at målgruppen netop er de virksomheder, der har sund økonomi og derfor har handlefrihed til at lægge dele af deres bankforretninger andre steder hen, hvis det giver mening for virksomheden.

»Det er klart, at i de tilfælde, hvor virksomhederne er stavnsbundet af bankerne, fordi de har lånt rigtig mange penge, som de har svært ved at betale tilbage, der vil bankerne ikke umiddelbart tillade virksomhederne at flytte deres valutahandel over til andre banker, for det er jo en del af den forretningsvolumen, de har med dem. Så man kan sige, at det her er for dem, der selv bestemmer, hvor de vil lave deres forretninger,« siger han og tilføjer om målgruppen:

»Lige nu giver det ikke rigtig mening at tale med os om det her, med mindre man har en udlandsomsætning på i hvert fald 35 mio. kr. om året. Ellers bliver det for småt.«

Holder sig til kerneforretning

Med lanceringen af det nye produkt holder Saxo Bank sig til sit kerneområde, hvilket banken har lært af bitter erfaring efter investering i blandt andet ejendomme og investeringssitet Euroinvestor, der har givet store tab til banken.

Hedgefonde, der ikke laver andet end at handle valuta, er i sagens natur større kunder målt i volumen for Saxo Bank, men håbet er, at ved at få mindre og mellemstore virksomheder til at klare deres valutatransaktioner igennem Saxo Bank, giver det en mere stabil indtjening, lyder det fra Kim Fournais.

»Med det set-up, vi har i Saxo Bank traditionelt, er vi på mange måder ligesom en sejlbåd. Når der er gang i markederne, eller når vinden blæser, handler folk meget. Men den type kunder, vi sigter efter nu, har import og eksport uanset hvad, og på den måde kan man sige, at vi får en motor ned i sejlbåden,« siger Kim Fournais.

I første omgang ruller Saxo Bank produktet ud i Danmark og resten af Norden, hvorefter det langsomt lanceres i resten af verden, hvor Saxo Bank har en stor del af sine forretninger.