»Det forgangne år er vi lykkedes med at forbedre vores konkurrenceevne og øge produktiviteten, og det betyder, at vi kan lægge meget mere ind i vores sommerprogram og åbne mange nye ruter til glæde for vores kunder,« siger Joakim Landholm i en pressemeddelelse.
Fra Københavns Lufthavn åbner SAS seks nye ruter til Pisa og Napoli i Italien, Faro i Portugal, Chania på Kreta samt Bastia på Korsika og Montpellier i Sydfrankrig.
Ud over seks nye ruter kan rejsende fra Københavns Lufthavn også rejse med SAS til fem populære destinationer fra sidste års trafikprogram. SAS genåbner sommerruterne fra København til Pula i Kroatien, Thessaloniki i Grækenland, Palermo i Italien, Biarritz i Sydfrankrig og Gazipasa i Tyrkiet.
Den største satsning sker dermed fra København, men SAS går med ferieruter fra Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn også ind på et nyt område, hvor de hidtil har været mere eller mindre usynlige. Det er nemlig første gang, selskabet flyver til feriedestinationer direkte fra jyske lufthavne.
Rejsende fra Billund får direkte afgange til Alanya Gazipasa i Tyrkiet og Split i Kroatien samt Nice i Sydfrankrig og Bergen i Norge.
»Vi har oplevet en stigende efterspørgsel fra kunderne omkring de to store jyske lufthavne. Det vil vi gerne udvikle. I sommer kom vi med direkte ruter mellem de skandinaviske storbyer og blandt andet Stockholm, og vi har erfaret, at der også er grundlag for at tilbyde direkte ruter til populære feriedestinationer,« siger Joakim Landholm.
De 12 nye ruter er en del af nyhederne i SAS' sommertrafikprogram 2014. Samlet set åbner SAS mere end 40 nye ruter i 2014.