Norwegians planer om at flytte hele langdistanceforretningen til Irland og undgå høje skatter vil ramme SAS hårdt. Hvis det lykkedes Norwegian at få godkendt sine planer, vil der ikke kun komme gunstige finansielle vilkår. Selskabet vil også få tilladelse til at flyve frit fra norden til USA og Asien med lavtlønnede piloter og kabinepersonale.

Det vil give problemer for Skandinaviens største flyselskab. Det skriver Børsen.

Topchef i SAS Richard Gustafson finder det problematisk, fordi der ikke er andre faste europæiske flyselskaber, der kan hamle op med det. SAS kører efter en model, hvor det er skandinavisk personale, der får skandinaviske lønninger og betaler skandinavisk skat. 

»Hvis vores model nu forsvinder og bliver afløst af de kreative ansættelsesmodeller, som breder sig i Europa - og nu også på langdistancer, betyder det tab for hele samfundet i form af job, skatteindtægter og dårligere flybetjening af Skandinavien,« siger topchef i SAS til Børsen.

De seneste uger har hele luftfartsindustrien fulgt udviklingen tæt. Hvis Norwegian opnår den irske flylicens, er det første gang, at et europæisk baseret flyselskab får lov til at flyve med personale fra Asien på ruterne til og fra Europa.

Richard Gustafson forklare til Børsen, at det er tid til at få politikerne på banen.

»Det her handler om at rykke, inden det er for sent. Vi har tidligere set, hvad der er sket for visse brancher, hvis man vågner for sent. Det handler om at udvise rettidig omhu, som det for eksempel tidligere er sket med skibsfarten, hvor der blev etableret et internationalt skibsregister,« siger han til Børsen.

Norwegian flyver allerede med asiatisk personale fra Europa til USA og Asien på baggrund af en dispensation fra de norske arbejdsgiverregler. En dispensation der udløber om nogle måneder. Derfor kæmper Norwegian for at få en aftale på plads, så deres datterselskab kan blive registreret i Irland.