SAS’ topchef, Rickard Gustafson, skal til forhandlingsbordet med flyselskabets piloter igen i 2019. Berlingske erfarer nemlig fra flere kilder, at de norske, danske og svenske SAS-piloter har valgt at udnytte en option i deres ellers treårige overenskomst til at opsige den ét år før tid.
Det betyder konkret, at overenskomsten nu skal genforhandles i foråret 2019 i stedet for foråret 2020. Overenskomsten kom til verden gennem en vanskelig fødsel for alle parter, hvor både danske og norske piloter varslede strejker, og nogle få norske piloter i sidste ende nedlagde arbejdet. Efter hårde forhandlinger kunne SAS og piloterne dog præsentere en noget nær historisk aftale med tre års løbetid – ét år længere end de normale to år.
