SAS-chef: Om tre år er vi på niveau med Norwegian
Det skandinaviske flyselskab skyder igen i ordkrigen med rivalen Norwegian – i 2015 er vi på niveau, siger direktør Sture Stölen.
Det skandinaviske flyselskab skyder igen i ordkrigen med rivalen Norwegian – i 2015 er vi på niveau, siger direktør Sture Stölen.
Med aftalen med de ansatte om omkostningsreduktioner har SAS sat kursen mod en fremtid, hvor det begynder at kunne konkurrere med rivalen Norwegian på enhedsomkostningerne. At lønomkostningerne fremover bliver lavere, er dog ikke ensbetydende med, at SAS fra årsskiftet kan matche det norske lavprisselskab. Men det vil være situationen om tre år, siger det skandinaviske flyselskabs direktør for investor relations Sture Stölen ifølge det svenske netmedie svd.se. »Vores vurdering er, at hvis man sammenligner en flyvning vinge til vinge (sammenlignelige flytyper på samme ruter, red.), kommer vi til at ligge på niveau med Norwegian om to-tre år,« siger Sture Stölen ifølge mediet. Dermed skyder SAS-chefen igen i den ordkrig, der har raset mellem de to rivaler de seneste uger. En krig, der begyndte da Norwegian-chefen Bjørn Kjos i svenske medier udtalte, at selv hvis SAS satte sine lønudgifter ned til nul kroner, ville det ikke kunne konkurrere mod Norwegian. Hele diskussionen handler om det, man i branchen kalder CASK – hvilket er et tal, der indikerer omkostninger pr. sædekilometer. Seneste regnskab fra SAS viste en CASK på 82 øre, men det vurderer SAS-direktøren vil ændre sig markant, når spareplanen »4Excellence« NG er gennemført.
Jævnbyrdige udgifter
Han bruger et eksempel med en Boeing 737-800 på ruten mellem Oslo og Amsterdam som eksempel. »Ifølge de analyser, vi har set på, så kommer Norwegian til at ligge på en CASK på mellem 54 og 62 øre. Med det program, vi nu har sat i søen, kommer SAS til at ligge på 54 øre,« siger Sture Stölen ifølge svd.se, der dog i samme åndedrag erkender, at hvis man medregner den ekstraservice, SAS leverer i form af måltider, lufthavnslounges med mere, ender dette nøgletal på 60 øre. Når det kommer til Bjørn Kjos’ postulater om, at selv uden lønudgifter hos SAS fører Norwegian kapløbet, ryster SAS’ IR-chef blot på hovedet. »Det stemmer ikke. Vi har en lønomkostning på 12 milliarder kroner om året, og fjerner man denne, lander vi 35 procent under Norwegians niveau, hvis man måler det vinge mod vinge,« siger han.