BRUXELLES/BERLIN: Det koster indflydelse at sige blankt nej. Det erkender den danske ligestillingsminister Manu Sareen (R) på vej ind til et ministermøde i Bruxelles torsdag, hvor EU-landene skal diskutere et forslag om at kræve mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne for Europas største selskaber.

Danmark kæmper imod og håber på, at der på mødet kan findes et blokerende mindretal. Hvis ikke kommer der en europæisk aftale med nogle indbyggede undtagelsesmuligheder, som vi ikke har været med til at formulere.

»Det er fuldstændig korrekt. Når man har et mandat, som siger nej, så sætter man sig også uden for indflydelse,« siger Manu Sareen.

Er det klogt?

»Om det er klogt eller ej, synes jeg, er svært at vurdere, specielt i denne her situation, hvor alting er så uklart. Tingene ændrer sig. Det kan være, at det kommer til vedtagelse nu. Det kan være at det gør om et halvt år. Det finder vi meget hurtigt ud af,« siger han.

En række lande har allerede indført sine egne kvoter. Senest har den tyske regering torsdag besluttet at fremsætte et lovforslag, der fra 2016 skal presse de 108 største virksomheder til at have mindst 30 procent mænd og kvinder i bestyrelserne. Danmark har i stedet indført en ordning, så de 1100 største virksomheder opstiller mål for sig selv uden risiko for sanktioner. Den model vil den radikale minister forsvare.

»Den danske model virker rigtig godt, og vi kan se en progression , hvor vi - så vidt jeg husker - er rykket fra otte til elleve procent. Den har en fleksibilitet og respekterer ledelsesretten, og det er lige præcis det, som vi mener, at der skal til for at få flere kvinder i bestyrelser,« siger han.

Bør vi ikke hjælpe resten af Europa på vej?

»Når et flertal i Folketinget mener, at Danmark skal stå på et nej, så gør vi selvfølgelig det. Og det er et flertal, som regeringen i øvrigt er enig i,« siger Sareen.

Hvor ønsker du, at DK er i 2020?

»Jeg håber, at den danske model, som jeg er rigtig stolt af, vil give en progression, og at virksomhederne når deres mål. De største, som ville blive omfattet af direktivet, har i snit sat omkring 27 procent som mål, og det kunne være fantastisk, hvis de nåede det,« siger han.

Til det sidste forhandles i EU-kredsen om, hvem der eventuelt skal undtages fra EU-direktivet. Danmark er på grund af sin holdning ikke med i de forhandlinger. Den socialdemokratiske europaparlamentariker Jeppe Kofod efterlyste i Berlingske torsdag en genovervejelse af den danske strategi i lyset af den kommende tyske lovgivning.